Biblioteket anbefaler 'Cæsar skal dø' af Paolo og Vittorio Taviani

“Jeg har altid vidst, at man ikke kunne stole på dig. Du er en slange.”

Giovanni Arcuri hvæser sin anklage i retning af Juan Dario Bonetti. De er begge indsatte i Roms Rebbibia-fængsel. De er også begge med i fængslets teatergruppe, der skal opføre Shakespeares stykke Julius Cæsar om det konspiratoriske attentat imod den romerske kejser Julius Cæsar. Giovanni har fået rollen som Julius Cæsar, mens Juan Dario spiller en af konspiratorerne, Decius. Men Giovannis beskyldning er ikke en del af manuskriptet, og de to mænd forlader efterfølgende øvelokalet for at ordne uoverensstemmelserne væk fra kameraet og resten af teatertruppen. Lidt efter vender de tilbage, og forberedelserne kan fortsætte til instruktørens lettelse.

Scenen er et løsrevet drama i det opsatte shakespearske drama, men de to skuespillere træder aldrig helt ud af deres roller. Det er som om, at rollerne og stykkets psykologi påvirker dem til ubevidst at improvisere og bevæge dramaet ud over manuskriptets rammer. Denne balancegange mellem scenen og virkeligheden - det iscenesatte drama og det dramatiske liv - er et knudepunkt i Taviani-brødrenes Cæsar skal dø fra 2011.

Filmen begynder så at sige med slutningen. Man ser premieren på teaterstykket blive opført foran et publikum, og straks frygter man at skulle overvære teater på film. For der findes ikke meget, der er værre end kluntet og tungt tv-teater. Men med ét forlader filmen de flade tv-farver og slår over i sort-hvide billeder for at beskrive de seks måneder, der leder op til premieren.

Til castingen præsenteres man for fangerne. De har fået lange domme - flere af dem for mafiakriminalitet - og de afsoner alle deres straf i den topsikrede fløj af fængslet. De taler med forskellige dialekter og opfordres til at fastholde dem i deres rollers. De kan se sig selv i rollerne. Prøverne skrider frem i takt med stykkets kronologi. Vi er bag scenen og samtidig midt på den, for Cæsar skal dø er en film om et værk i dets tilblivelse og også et selvstændigt afsøgende værk. Den har både en flig af fluen-på-væggen-dokumentar og rekonstruktion over sig.

Brugen af amatørskuespillere var den italienske neorealisme med til at bane vejen for, og Taviani-brødrene føjer et ekstra lag til denne tradition ved at inddrage fængslets øvrige indsatte som publikum og pøbel. Især en scene, hvor de indsatte hænger ud af tremmevinduerne og jubler over mordet på Julius Cæsar, er et dramaturgisk højdepunkt. For da Antonio Frasca træder ud foran fangerne og taler til dem iført t-shirt og cowboybukser i rollen som Marcus Antonius vender stemningen.

Blodrusen over drabet forvandles til en hævntørst. Julius Cæsars mordere skal straffes. Et af teaterhistoriens store vendepunkter bliver et spejl på det tyranni, forræderi og had, som er faste bestanddele i de indsattes liv. Shakespeares tragedie befinder sig i øjenhøjde uden at opgive sig selv som stor kunst.

Cæsar skal dø var et comeback for Taviani-brødrene, der fik deres gennembrud med Padre Padrone i 1977 (i dag er det kun en af brødrene, Paolo, der er i live. Vittorio døde sidste år). Den stramme og kraftfulde skildring af kunstens plads i livet og som åndelig udvej for de indsatte, sætter Cosimo Rega, der spiller Cassius, ord på: “Nu hvor jeg har lært kunsten at kende, føler jeg først for alvor fangenskabet.”

Af Mattias Blicher, cand.mag. ved Vangede Bibliotek