
Biblioteket anbefaler 'Efter kærligheden' med Berenice Beio og Cédric Kahn
Fra historiens begyndelse, hvor vi introduceres til ægteparret Boris (Cédric Kahn) og Marie (Berenice Beio), er det ikke svært at se, at der er store problemer mellem dem. Parret har været sammen i 15 år, har fået et par tvillingepiger, de bor i en skøn lejlighed i byen med en hyggelig gårdhave, men kontrasten mellem de flotte omgivelser og stemningen i familien er rammende.
Man bliver i starten lidt forvirret over, hvad der foregår mellem Boris og Marie, men det viser sig hurtigt, at vi bliver kastet midt ind i den afsluttende, brutale fase mod skilsmissen - der hvor de hårde ord fyger, der hvor der ikke er nogen vej tilbage. Især Marie er meget presset og stresset i alt, hvad hun gør, hvilket når helt ud til seeren. De er tvunget til at bo sammen på grund af økonomien, som ikke bedrer situationen, og det slår derfor gnister mellem dem. Boris er arbejdsløs arkitekt, har en meget svingende indkomst og de har længe måtte leve af hendes løn.
Marie ejer lejligheden, de bor i, som hun har fået af sine forældre. Hun vil meget gerne have Boris ud hurtigst muligt, men de kan ikke blive enige om bodelingen, og den sum penge han skal have med sig ved skilsmissen. Han har renoveret det meste af huset og nægter at flytte, før han har fået halvdelen, hvilket Marie er meget imod. Situationen er mildest talt fastlåst.
De er nået dertil, hvor de sover adskilt, de har hver deres hylde i køleskabet, skemalagte puttetider med pigerne, hvilket Boris ikke overholder og driver hende til vanvid. Han tager i det hele taget situationen meget mere afslappende end Marie, og prøver på mange måder at nå ind til hende, men får ikke megen plads der. Det virker som om, han måske tror, at alt kan blive godt igen. Marie er derimod sikker i sin sag om skilsmissen. Hun har meget svært ved at håndtere, at Boris stadig bor i huset, og som hun åbent siger til sine venner: ”alt hvad der engang var tiltrækkende, er frastødende”.
Efter kærligehden er en film, der hudløst ærligt udforsker et parforhold i krise. Beslutningen om skilsmissen er taget, og kærligheden er borte, men man kan ikke komme væk fra hinanden. Cédric Kahn er perfekt i rollen som den lidt afslappede og fortabte Boris. Berenice Beio passer godt i rollen som den top stressede og selvstændige karrierekvinde Marie, der er fanget i et ægteskab, hun bare vil ud af. En seværdig film, som vi alle kan lære noget af.
Efter kærligheden er instrueret af Joachim Lafosse.
Af Lisa Stahlhut, Bibliotekar, Gentofte Bibliotekerne