Fra filmen Angst æder sjæle op
Foto: Filmstriben

Biblioteket anbefaler: Filmen "Angst æder sjæle op"

Rainer Werner Fassbinder langede i en håndevending "Angst æder sjæle op" over disken. På 15 dage mellem to større produktioner skabte han filmhistorie for næsten ingen penge.

Inspireret af Douglas Sirks stormfulde "All That Heaven Allows" (1955) om en ældre kvinde, der forelsker sig i en noget yngre gartner, placerer Fassbinder Emmi Kurowski, der er omkring 60 år, og Ali, der er cirka 20 år yngre, foran kameraet.

De møder hinanden på en bar i filmens første scene. Emmi sætter sig ved et bord lige ved døren. Den kvindelige bartender spankulerer over til Emmi og tager imod hendes ordre. En cola.

De andre gæster i baren vender sig om og betragter Emmi. Hun er tydeligvis et ukendt ansigt, hvilket Fassbinder simpelt og effektivt lader kameraet fortælle ved at lade den fysiske afstand mellem Emmi og bargæsteren træde i forgrunden. Bartenderen forsøger at overtale en af gæsterne til at byde Emmi op til dans, og Ali bider på.

Atypisk melodrama

Fra filmen Angst æder sjæle op

Aftenen er startskuddet på en romance mellem Emmi og Ali, men det er ikke bare i baren, at de fordomsfulde blikke og den diskriminerende småsnak dukker op. Da Emmi deklarerer forholdet til Ali for sine børn, som ellers ikke bekymrer sig meget om Emmis liv, vender sønnen, Bruno, sig om og sparker Emmis tv i stykker.

Sparkeriet er dog en af filmens få store følelsesudbrud. Det er ikke en sæbeopera, som svælger i det indre følelsesliv. Filmen er et atypisk melodrama uden voldsomme tinder og dybe afgrunde. Det er i stedet i de stille scener og detaljer i hverdagen, at fortællingen får kløfterne mellem kulturer og generationer til at komme til syne.

Som da Emmi fortæller sine kollegaer om Ali. Det falder ikke i god jord hos de andre rengøringsassistenter, hvor gæstearbejdere kun kan tåles, fordi de trods alt laver et stykke arbejde. Men da de møder Ali, bliver de fascineret af den fremmede arbejdsmand og især hans imponerende overarme.

Anderledes Fassbinder stil

Som i andre af Fassbinders film lurer kynismen i mennesket lige rundt om hjørnet, men hvor Fassbinders andre film nærmest synes opslugt af at iscenesætte den menneskelige natur som et fænomen, der kun eksisterer for at udnytte andre, er "Angst æder sjæle op" mere varm og positiv – hvis man da kan kalde en Fassbinder-film varm og positiv.

Filmens titel er et marokkansk ordsprog. Men den tyske titel "Angst essen Seele auf" er grammatisk forkert (det hedder “Angst isst die Seele auf”) og afspejler Alis mangelfulde beherskelse af det tyske sprog, men som filmens skrider frem, står det klart, at rollen som outsider kan tildeles enhver.

Frygteligt efterspil

Filmen fik et dramatisk efterspil, da den mandlige hovedrolleindehaver, El Hedi ben Salem – som i en periode var Fassbinders elsker – i jalousi gik amok på et værtshus i Berlin med tre sårede til følge. Han begik selvmord i fængslet i 1982, og Fassbinder dedikerede, hvad der skulle blive hans sidste film til Salem.

Senere samme år omkom Fassbinder som følge af sit narko- og pillemisbrug. Du kan se flere af Fassbinders film på filmstriben, men ‘Angst æder sjæle op’ er et godt sted at starte, da den både er blandt hans bedste og mest tilgængelige film.

Se "Angst æder sjæle op" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

Angst æder sjæle op filmplakat

Angst æder sjæle op (Originaltitel: Angst essen Seele auf) er fra 1973.

Instruktør: Rainer Werner Fassbinder

Medvirkende: Brigitte Mira, El Hedi ben Salem, Irm Hermann m.fl.