Billede fra filmen F for fup
Foto: Filmstriben

Biblioteket anbefaler: Filmen "F for fup"

Tankevækkende, virtuos og morsom – sådan lyder dommen over Orson Welles' næstsidste film "F for fup", som dog ikke helt lever op til instruktørens største værker som "Den store mand" og "Citizen Kane". Men det skal den måske heller ikke...

"Det er her, vores historie begynder", konstaterer Orson Welles tørt, autoritært og en smule arrogant midtvejs i sin essayistiske dokumentar "For for fup" fra 1973. Og selvfølgelig gør Orson Welles det, for hvorfor gå den slagne vej og begynde med begyndelsen?

Den begyndelse, som Welles holder hen for publikum, er, hvordan kunstmaleren og fupartisten Elmyr de Hory begyndte at sælge falske malerier af store kunstnere som Picasso, Matisse og Modigliani.

Han kunne male et falsk mesterværk på en eftermiddag og demonstrerer gerne, at han stadig kan. Ifølge Elmyr selv gjorde han det, fordi han ikke kunne sælge sine egne malerier og havde brug for pengene.

Han tjente kun til dagen og vejen, mens andre solgte de falske malerier videre med stor fortjeneste. Elmyr er egentlig et offer. Altså ifølge Elmyr selv, der dog ikke ser ud til at lide nogen nød i sit (lånte) palæ på Ibiza, hvor han om dagen promenerer i byens gader iført kulørt tøj og holder overdådige fester om aftenen.

En anden fortælling

Elmyr bliver dog modsagt af forfatteren Clifford Irving, der har skrevet en biografi om Elmyrs karriere som kunstfalskner. Elmyr har vidst mere om, hvad der skete med de falske malerier, end han fortæller, og han har også tjent rigeligt med penge.

Problemet er, at de mange kunsteksperter og det etablerede kunstmiljø ikke vil have sandheden frem. Man vil ikke udstille egne mangler og risikere at tabe autoritet og penge. Altså ifølge Clifford.

Clifford er imidlertid intet sandhedsvidne. Han blev i 1972 idømt en fængselsstraf for en anden biografi. Clifford foregav, at biografen var baseret på den sky rigmand Howard Hughes’ mundtlige beretninger om sit eget liv, og at han selv blot var en slags ghost writer.

Men det passede altså ikke. Hughes havde aldrig talt med Clifford, og Hughes valgte at sagsøge ham.

Forvirringen er total

Påstande mod påstande fra mere eller mindre utroværdige kilder flyver således frem og tilbage det meste af dokumentaren, og det bliver ikke lettere at tage stilling til de forskellige informationer i hænderne på Welles.

Replikker, reaktioner og ansigtsudtryk klippes sammen til tydeligt kunstige situationer. Det er manipulerende og sensationalistisk, men også elegant og yderst morsomt udført.

Og det er her, at filmens egentlig ærinde træder frem. Grunden til, at Welles ikke bare begynder med begyndelsen, er ikke (kun), fordi han vil lege kispus med sit publikum. "F for fup" handler ikke om at finde ud af, om Elmyr har narret utallige eksperter med sine mesterligt udførte falske malerier, men i stedet om betydningen af kunstens ophav og autencitet.

Handler kunst i virkeligheden ikke bare om at mestre diverse tricks og virkemidler? Er kunst ikke bare, hvad publikum tror, de ser, og ikke hvad de faktisk ser?

Det kan godt være, at Welles' karriere toppede, da han som 24-årig instruerede "Den store mand" (1941). Den berømte filmkritiker, Roger Ebert, har i hvert fald beskrevet Welles' efterfølgende karriere "som et studie i forspildte muligheder".

Og "F for fup" indeholder da heller ikke banebrydende kinematografiske nybrud som "Den store mand", der eksperimenter med dybdefokus, perspektiver og lys.

Men i ånd og tanke er de to film ikke langt fra hinanden, og det er i sig selv også bare imponerende, hvordan Welles med nogle ruller film og lidt iscenesættelse kan skabe en så tankevækkende, virtuos og morsom film, som "F for fup" er.

Se "F for fup" gratis på Filmstriben med dit bibliotekslogin

F for fup filmplakat

"F for Fup" (Originaltitel: Verites en mensonges) er fra 1973.

Instruktør: Orson Welles

Medvirkende: Orson Welles, Oja Kodar, Elmyr de Hory m.fl.