Biblioteket anbefaler: Filmen "Om det uendelige"

Roy Anderssons stil er noget helt særligt. Kameraet rokker sig ikke en meter. Ingen klip før scenen er slut. Menneskene er grå og nærmest støvede. Ingen gennemgående handling, men i stedet vignetter af mere eller mindre absurde situationer.

Det er den samme følelse, som at se et teaterstykke i tv. Skuespillet på scenen virker kunstigt, opstyltet og påtaget set gennem et kamera. Det er bare ikke det samme som at være der. Men det er sådan "Om det uendelige" vil ses.

Publikum er overgivet til distancen. Til at betragte filmen som én lang række af små iscenesatte tragikomiske sketches. Iscenesættelsen kan på intet tidspunkt ignorere. Det er bare om at give sig hen til filmens univers og glemme sig selv fuldstændig.

En film i lag

Det banale og det absurde, det genkendelige og det overraskende går hånd i hånd i filmen, hvor en kvindelig fortællerstemme ind imellem beretter, hvad vi ser. Og engang imellem ser hun noget, vi andre ikke ser.

En midaldrende kvinde kigger ud af vinduet, og vores fortæller forklarer, at hun er en "kommunikationschef, ude af stand til at føle skam". I en anden scene betragter hun Adolf Hitler og andre højtstående nazister "Jeg så en mand, der forsøgte at erobre verden og fejlede". Det er måske nok almen viden, men det er stadig kontekst. Et ekstra lag. Og et perspektiv, der er hævet over begivenhederne.

En gennemgående figur, der savner kontakt til de højere magter, er en præst. Han er begyndt at tvivle. I en scene slæber han et kors op af Stockholms gader, som om han var på vej til Golgata. Han bliver slået og svinet til af gennemsnitlige svenskere i normalt tøj.

Men selvom alt virker så kunstigt og iscenesat, ja, selv husfacaderne begynder at fremstå som tomme kulisser og de beskidte fortove som sminket til med snavs, så kan følelserne ikke lukkes ude. Lige meget hvor underlig og unaturlig filmen tager sig ud, så rører den sit publikum.

Prisbelønnet trilogi

"Om det uendelige" er en del af en slags galgenhumoristisk trilogi om det at være menneske i et moderne samfund, hvor "Sange fra anden sal" (2000) og "En due sad på en gren og funderede over tilværelsen"(2014) udgør henholdsvis første og anden del.

"Om det uendelige" er dog mere afdæmpet, poetisk og håbefuld end forgængerne. Der er en lethed, som akkompagnerer alvoren og den til tider sylespidse samfundskritik elegant.

"Om det uendelige" er formentlig Roy Anderssons sidste film. Han er trods alt blevet 79 år. Men de gådefulde tableauer, pikareske absurditeter og den lakoniske humor er stadig lige så originale, bjergtagende og tankevækkende som i 2000, da "Sange fra anden sal" tog hele filmbranchen med storm.

Og "Om det uendelige" har da også gjort sig bemærket på diverse filmfestivaler og modtaget flere priser – landt andet Sølvløven for bedste instruktion ved Venedig Film Festival.

Se "Om det uendelige" gratis på Filmstriben med dit bibliotekslogin