Biblioteket anbefaler "Holiday" af Isabella Eklöf

24.06.19
Endelig kan den helt store vinder ved Bodil-prisen i år nu ses på Filmstriben. "Holiday" vandt i hovedkategorierne "Bedste film", bedste kvindelige hovedrolle (Victoria Carmen Sonne), bedste mandlige birolle og bedste fotograf. Og det er fuldt fortjent.

Filmen solgte kun 3000 biografbilletter, men det er en af mest stilsikre og nyskabende danske debutfilm i lang tid. Og på trods af den festlige filmtitel, er det også en af de mest foruroligende og dekadente.

Holiday er gennemsyret af en kold og kynisk stemning, og mange scener er så realistiske og imponerende lavet teknisk set, at det næsten giver kvalme at overvære.

Den kønne unge danske kvinde, Sascha, er gangsterbossen og narkosmugleren Michaels (Lai Yde) nyeste elskerinde. Sammen med hans primitive forbryderslæng, inklusive en familie med børn, holder de ferie i en tyrkisk luksusvilla. Her fordriver de tiden med fester og stoffer og, viser det sig hurtigt, psykisk og fysisk vold og kriminalitet, som en del af pakken.

Sacha fascineres hurtigt af det flamboyante liv, hvor hun bliver købt med fornemme gaver, lækre middage og fodret med designerdrugs. Når det hele bliver seriøst, dvs. når der skal snakkes forretninger og når én fra slænget begår fejl og skal sættes fysisk på plads, lukker hun helt af. I det mindste skruer hun helt op for tv’et, så børnene ikke kan høre mishandlingen i det tilstødende rum.

Michael er en komplet utilregnelig psykopat med perverterede seksuelle tilbøjeligheder. Med tiden udvikler paradiset sig til et mareridt for Sascha, da han udsætter hende for forskellige fornedrende psykiske og seksuelle overgreb. Specielt en omdiskuteret voldtægtsscene, må være en af det mest brutale scener i dansk filmhistorie.

Da Sascha tilfældigt møder den sympatiske hollandske boheme-sejler, Thomas, bryder Michaels besidderiskhed ud i lys lue. Er Sasha stærk (og fornuftig) nok til at tage chancen for at slippe væk fra det hele, eller bliver hun hængende i det luksuriøse magtmisbrug?

Skuespilpræstationerne er helt i top. Især det hele store stjerneskud på den danske filmhimmel, Victoria Carmen Sonne, er perfekt som den naive men også, viser det sig, iskolde og skræmmende apatiske Sasha. Sonne fik overrakt Bodilprisen med begrundelsen ‘hun giver kuldegysninger’ og ‘har en magnetisk virkning på kamera og publikum’. Indtil videre har Sonne kun medvirket i ‘mindre’ anmelderroste film som I blodet og Vinterbrødre (som begge er på filmstriben). Mon ikke hun kommer til at tage springet ud i større produktioner på et tidspunkt, for talentet er der ihvertfald. Lai Yde er også skræmmende overbevisende.

Holiday er svenskeren Isabella Eklöfs debutfilm. Hun er 41 år, bosat og filmuddannet i Danmark. Eklöf er nyskabende (i dansk filmregi), på den måde, at hun med Holiday tager afstand fra de typiske danske middelklasse-dramaer hvor en hovedperson med sår på sjælen, skal så grueligt meget igennem for at opnå et lykkeligt liv. Her er der altid en psykologisk forklaring som ‘en voldelig far’ ‘en mor der drikker’ ‘seksuelt misbrug’ eller andet. I Holiday er der ingen større forklaring udover at penge og magt korrumperer mennesket. Dét, er med til gøre Holiday desto mere virkningsfuld.

Så hvorfor egentlig se Holiday når den er så ubehagelig og svær at ryste af sig? Jo først og fremmest er den vildt spændende. Uhyggen og ubehaget opbygges på en måde, jeg ikke har set bedre i dansk film siden Vinterbergs Jagten.

Filmen viser, med rå virkemidler og stor dybde, den tomhed og det moralske forfald, der i manges øjne, i disse år præger det vestlige samfund. Den mest stilsikre og provokerende debut-film jeg kan huske, og en kæmpe cadeau til talentmassen i dansk film.

Af bibliotekar Thomas Kastberg, Gentofte Hovedbibliotek.

Materialer