Biblioteket anbefaler "Paddington 2"

10.05.19
Så er den søde, brune marmelademadsgnaskende bjørn fra Det Mørke Peru tilbage på Filmstriben i form af filmen "Paddington 2".

I den første film tog Paddington fra Peru til London for at finde et hjem i den fantastiske storby. Efter en del strabadser er Paddington nu faldet godt til i London.

Den brune bjørn med den blå duffelcoat og den røde, bløde hat, bor på Familien Browns loft og er blevet en lige så stor del af familien som familiens to børn og bedstemoren.

I Peru blev Paddington i tidernes morgen fundet af Tante Lucy og onkel Pastuzo, som tog sig af den lille bjørn, indtil han tog afsted til London. Onkel Pastuzo er i mellemtiden død og Paddington er nu det sidste medlem af Tante Lucys familie.

Tante Lucy fylder 100 år, og derfor vil Paddington finde den helt perfekte gave til hende. I jagten på gaven søger Paddington hjælp i Hr. Grubers antikvariat, og sammen prøver de at finde den perfekte gave.

Madame Kozlovas omrejsende Tivoli har netop indleveret nogle kasser med gamle ting og sager, og heri finder Paddington en helt fantastisk pop-up bog med flotte illustrationer af alle Londons smukke seværdigheder og mindesmærker.

Tante Lucy har altid drømt om at komme til London, så Paddington tænker, at det er en fantastisk gave at give hende, da Tante Lucy på denne måde kan opleve London via den 100 år gamle bog. Desværre er pop-up bogen en ret dyr bog, så Paddington må finde et arbejde for at tjene penge til at kunne betale den.

Paddington får hurtigt et job som medhjælper i en fin frisørsalon, og da det ikke går så godt, så prøver han lykken som vinduespudser. Begge job forløber naturligvis helt på Paddingtonsk manér med en hel masse utilsigtede, men hylende morsomme uheld for den velmenende bjørn.

Hvad der dog ikke forløber så godt, er, at der om natten bryder en ukendt tyv ind i Hr. Grubers antikvariat og stjæler lige præcis den fine pop-up bog om London.

Paddington opdager indbruddet og sætter efter tyven, men det lykkes ham ikke at fange tyven. Politiet ankommer til stedet, og de tror uheldigvis, at det er Paddington, som har begået indbruddet. Og så ender stakkels Paddington i fængsel. Nu er gode råd dyre!

Paddington-filmene er nærmest en kærlighedserklæring til London. Har man været i London vil man nemt kunne genkende de forskellige mindesmærker, som filmens ramme er sat op omkring. Filmen tager også temaer op som høflighed og venlighed, og at vi som mennesker – og bjørne – skal passe godt på hinanden og hjælpe hinanden igennem livets vanskeligheder.

Præcis som i den første film, er Paddington 2 en yderst underholdende film. Og den er underholdende for både børn og voksne, hvilket jo er en dejlig ting, når man nu som forælder ser en hulens masse børnefilm sammen med sine børn.  Filmen frarådes for børn under 7 år. Jeg mener nu helt personligt godt, at mange under 7 vil kunne få en masse ud af de sjove scener, men der er også lidt uhyggelige faktorer i filmen, som mindre børn godt kan blive skræmt af.

Filmen er en spillefilm med rigtige skuespillere, bl.a. i skikkelse af Hugh Grant, Hugh Bonneville og Sally Hawkins, og den søde bjørn er stadig computeranimeret. Dog vil jeg lige fremhæve, at animationen er på et helt andet niveau end i den første film. Teknikken er blevet finpudset, og det er altså virkeligt svært at se, at bjørnen ikke er en rigtig bjørn.

Der er blandt andet en scene, hvor han pudser vinduer med hele kroppen til sin nabos store forbavselse, og det er simpelthen lavet så sjovt og livagtigt, at man fuldstændig glemmer, at han ikke er en ”rigtig” bjørn. I den danske version er det, ligesom sidst, Mikkel Lomborg (Hr. Skæg), som lægger stemme til Paddington, og det gør han virkeligt godt. Se Paddington 2 gratis på Filmstriben sammen med ungerne på rigtig Paddingtonsk manér med masser af marmelademadder og lækre kager til.

Af Lene Schaumann, Cand. Mag. Gentofte Hovedbibliotek.


Paddington 2, 2017. Instrueret af Paul King.

Tags
Materialer