Biblioteket anbefaler: ‘Stranger than Paradise’ af Jim Jarmusch
‘Stranger than Paradise” er på én gang skarp minimalisme og tarvelig grynet discount-kunst. Lige så simpel og sammensat, æstetikken er, lige så modstridende er filmens stemning. Tag for eksempel filmens hovedperson, Willie, som spilles af den amerikanske jazzmusiker med mere, John Lurie. Willie er en ungarsk immigrant, der har forfinet sin newyorker-accent og taget den amerikanske livsstil til sig med tv-dinner, amerikansk fodbold og Chesterfield-cigaretter. Klædt i en skævtsiddende fedora bedriver den selvbestaltede hipster tiden med stort set ingenting. Med cool attitude og tilbagelænet stil vil Willie på én gang skille sig ud og blande sig i mængden.
Da hans 16-årige kusine, Eva, kommer på besøg fra Ungarn, sker der lidt, men ikke meget. Willie vil helst være fri for besøget, men Eva bliver nødt til at bo hos Willie, indtil hun kan tage videre til tante Lottie i Cleveland. Willie er ikke en god vært. I stedet for at vise Eva de berømte steder i New York, hænger de for det meste bare ud i Willies lille sparsomt indrettede lejlighed, hvor højdepunktet er linoleumen på gulvet.
Underspillet tidsspring
Eva tager endelig afsted, og pludselig springer filmen i tid med mellemteksten i blokbogstaver, “ET ÅR SENERE”, der nok må tage prisen for det mest underspillede ironiske tidsspring i filmhistorien. For man fornemmer hurtigt, at der ikke er sket meget. John og vennen, Eddie, er dog kommet en smule i problemer efter, at de forsøgte at snyde sig til hurtige penge i et spil poker, og får så den idé at besøge Eva i Cleveland. De drager afsted, og filmen bliver pludselig en doven roadmovie.
Eva arbejder i en fastfood-restaurant og lader til at hvile mere i den amerikanske drøm, hvor tavlen er visket ren, og alle muligheder ligger åbne, selvom man begynder fra bunden. Måske fordi hun ikke har opholdt sig i USA i særlig lang tid. Sammen tager de på sightseeing til Lake Eerie. Da Jarmusch’ tre helte kigger ud over den sneklædte sø og ikke ser andet end et uendeligt tomrum, indkapsler Eddie oplevelsen: “Ved du, hvad der er sjovt. Man kommer til et nyt sted, og alt ser bare ens ud.”
Hædret med flere filmpriser
En subtil, uartikuleret forventning om noget andet og mere presser handlingen langsomt frem, og den unikke skuffelse over at opdage, at et nyt miljø er lige så tomt som det, man forlod, er det tætteste filmen kommer på et klimaks. Små perfekt afmålte doser af rodløshed, rastløshed, humor og vemod drysses ud over det amerikanske samfund og kobles til outsiderens blik. Hvis Samuel Beckett og Jean-Paul Sartre havde lavet en film sammen, kunne de ikke have gjort det bedre end Jarmusch. ‘Stranger than Paradise’ er den mest filmiske anti-film til dato, og Jarmusch har da også udtalt, at han måtte glemme alt det, han havde lært på filmskolen, før han kunne lave film. ‘Stranger than Paradise’ blev helt fortjent hædret med flere filmpriser - heriblandt Camera d’Or, der gives til den bedste debutfilm på Cannes-festivalen.