Biblioteket anbefaler "Suspiria" af Luca Guadagnino
Det kan virke mærkeligt at anbefale en genindspilning af en af filmhistoriens store værker, for hvorfor ikke bare se originalen? Men Luca Guadagninos Suspiria fra 2018 formår at træde ud af skyggen på Dario Argentos giallo-klassiker af samme navn fra 1977. Og egentlig gør man sig selv en tjeneste ved at glemme Argentos farverige skrækunivers, selvom det måske har ætset sig fast på nethinden som et tomatrødt traume, for Guadagnino går til uhyggen på en helt anden måde.
Guadagninos Suspiria foregår i 1977 i et gråt og trist Berlin, hvor en ung amerikansk danser, Susie, besøger et prestigefyldt kvindeligt danseakademi. Stemningen er trykket da en af danserne, Patricia, kort inden Susies ankomst er forsvundet sporløst.
Danserne forbereder sig på opførelsen af Volk - en dans, som akademiet selv har skabt. Oprindeligt var Madame Blanc (Tilda Swinton) solodanseren i stykket, men er nu på sine ældre dage truppens kunstneriske leder og koreograf.
Da Susie skal danse med truppen for første gang, stiger dramatikken. Olga, en af Patricias veninder, anklager akademiet for at stå bag Patricias forsvinden og bedrive hekseri, og Olga stormer ud af lokalet med tårer i øjnene. Pludselig mangler Madame Blanc sin solodanser, og Susie melder sig frivilligt.
Men Olga har ikke forladt akademiet. På vej ud bliver Olga som fortryllet ledt ind i et danselokale med glasvægge uden en synlig udgang. Ovenover danselokalet begynder Susie at danse, og Olgas krop følger Susies bevægelser i en slags telekinetisk vodoo.
Olgas krop hamres brutalt ind i glasvæggene, og hendes arme, ben og kæbe vrides og strækkes ud i knoglebrækkende stillinger. Til sidst ligger Olga på gulvet som en forvredet deform kødklump. Dansetorturen sætter sig som et dybt ubehag i sind og krop og giver den uhygge, som Guadagnino stille og roligt fremmaner, en grum tyngde.
“Bevægelse er et sprog,” fortæller Madame Blanc Susie, og det er en anskuelse, Guadagnino deler. Kameraet stopper aldrig op, men daler ned og strejfer rundt om danserne, mens de øver vilde primale danserutiner. Kameraføringen emmer af kreativitet og æstetisk vitalitet.
Dans og bevægelse er dog ikke bare et sprog - det er også et spændingsfelt mellem liv og død i Suspiria, og det står soleklart i filmens sidste del. Uhyggen er i det meste af filmen et langstrakt ubehag og en følelse af utryghed med enkelte øjeblikke af ren diabolsk vanvid, men til sidst tager mareridtet fuldkommen over. Susies rolle som solodanser er nemlig et led i ritual, der skal hidkalde en ren ondskab. Og her får den røde farve lov at skinne.
Suspiria er en film i en helt anden boldgade end Guadagninos forrige film, det prisbelønnede romantiske drama Call Me by Your Name om kærlighed mellem to mænd. Men Suspirias forfængelige frygt og kunstneriske gys er lige så intelligente og intellektuelt udfordrende som Call Me by Your Name's sofistikerede sensibilitet.
Af Mattias Blicher, cand.mag., Vangede Bibliotek.