Filmen 'Les Misérables' er nr. 1 på vores sommer-filmliste.
Filmen 'Les Misérables' er nr. 1 på vores sommer-filmliste.

De 20 bedste på Filmstriben til din sommer

Kommer der en grå sky forbi din sommerferie, så anbefaler vi 20 gode film, du kan streame på Filmstriben henover sommeren. God fornøjelse og nyd ferien i det danske sommerland!

20. Fishermans Friends

Musikmanageren og storbysinglen Danny er på polterabendtur i Cornwall og opdager en gruppe fiskere, der kan synge sømandsviser, som går lige i hjertet og tårekanalerne. Danny slår sig ned i Port Isaac for at få en kontrakt med gruppen, og snart opdager han fordelene ved at være væk fra det hurtige byliv. For udover vild natur, sammenhold og stolte traditioner har én af fiskerne en begavet og charmerende datter, som ikke sådan lige bider på krogen. Fisherman’s friends er baseret på den utrolige og sande historie om ti erfarne fiskere, som gik fra at optræde på den lokale pub i Port Isaac til udsolgte stadionkoncerter og en guldrandet pladekontrakt. Glæd dig til en hjertevarm, humoristisk og musikalsk film. Fra 2019, UK.

19. Transit

Den jødiske flygtning Georg sidder på en bar i Paris efter at være undsluppet hjemlandets rædselsregime. Nu er han også tvunget til at forlade Paris, da tyske tropper er på vej. Det lykkes ham at flygte til Marseille med en bunke dokumenter fra en kommunistisk forfatter, der har taget sit eget liv i afmagt. Dokumenterne rummer hjertegribende breve fra forfatterens hustru, et eftertragtet visum til Mexico og et ufærdigt, kontroversielt romanmanuskript. Georg påtager sig forfatterens identitet og gør sig klar til at forlade det europæiske kontinent, da han pludselig konfronteres med både sin egen tvivl og fortidens spøgelser. Fra 2018, Tyskland.

18. Skin

Bryon Widner, en af FBIs mest eftersøgte skinheads, lever et destruktivt liv med kroppen dækket af racistiske tatoveringer fra top til tå, som han får lov at bære som belønning for sine utallige brutale hadforbrydelser. Da han møder Julie og hendes tre døtre fra et tidligere forhold, vækker faderrollen følelser som ansvarlighed og kærlighed i ham og giver ham et brændende ønske om at lægge sin gamle tilværelse bag sig. Det viser sig dog snart, at hans gamle venner ikke bryder sig om hans beslutning, og han må leve med dødstrusler og chikane fra sin gamle bande. Med hjælp fra FBI og SPLC får han hjælp til at forlade det neo-nazistiske miljø og får fjernet de mange tatoveringer, der skæmmer hans udseende i bytte for informationer om deres betydning – informationer, der resulterer i anholdelsen af hans tidligere bande. En brutal og nådesløs fortælling om racisme og ignorance, men også en fortælling om, at det aldrig er for sent at give slip på hadet og vende sig mod noget nyt. Hvis blot man har modet og opbakningen… Skin, der er baseret på virkelige begivenheder, er skrevet og instrueret af Guy Nattiv, der også står bag den Oscar-vindende kortfilm af samme navn. Fra 2019, USA.

17. En hvid hvid dag

I en afsidesliggende islandsk by fatter en pensioneret politichef mistanke om, at en mand fra byen skulle have haft en affære med hans hustru, der for ganske nylig døde i et trafikuheld. Gradvist besættes han af ønsket om at finde sandheden. Det medfører, at han ikke blot udsætter sig selv for fare men også sine allernærmeste. En fortælling om sorg, hævn og ubetinget kærlighed. Filmen foregår i pagt med den ubarmhjertige og rå islandske natur, der sætter scenen til en troværdig og autentisk fortælling om menneskelige følelser. Fra 2019, Island.

Plakat til filmen Mid90s.

16. Mid 90s

Stevie er en 13-årig dreng i 1990’ernes Los Angeles. Her bor han sammen med sin mor og storebror i et hjem præget af moderens mørke fortid og storebrorens voldelige opførsel over for Stevie. En sommer åbner der sig en ny verden for Steve, da han møder en gruppe skatere, som han hurtigt begynder at se op til med stor beundring. Stevie vil gøre alt for at blive optaget i vennegruppen og det bliver starten på en sommer fyldt med nye venskaber, fjender og oplevelser. Det er kort sagt en sommer, som Stevie aldrig vil glemme! Fra 2018, USA.

15. Dogman

Dogman er blevet hyldet for hovedrolleindehaveren Marcello Fonte, der tog prisen for bedste mandlige skuespiller til Cannes Film Festival 2018 og siden også ved European Film Awards. Hundeelskeren Marcello lever i perfekt harmoni med de firbenede væsener, men så dukker den tidligere bokser Simone op og spreder frygt i lokalområdet. Beboerne i det ellers stærkt sammenrystede kvarter aner ikke deres levende råd, men så må Marcello – om end noget modstridigt – tage affære. Marcello Fontes fjumrede karakter veksler fremragende mellem den kærlige far og underhund over for den brutale, ensporede Simone. En særdeles seværdig film med nærvær, rå vold, underspillet sort humor og bizarre scener. Fra 2018, Italien.

14. Kvinde på krigsstien

Halla er en islandsk kvinde, der erklærer krig mod den industri og de politikere, som truer med at ødelægge hendes land. Hun går radikalt til værks, men så kommer et forældreløst barn ind i ligningen. Halldóra Geirharðsdóttir er en åbenbaring af kvindelig trods, sensualitet og virkelyst, mens den storslåede islandske natur bidrager med sit. Og når musikken bevæger sig ind i billedrammen, spilles der, så englene synger med i det høje. Fra 2018, Island.

13. Flugten fra Østtyskland

1979, Østtyskland. Dette er den sande historie om de østtyske familier Strelzyk og Wetzel, som i september 1979 trak overskrifter verden over. I al hemmelighed arbejdede de i lang tid på at konstruere deres egen luftballon, som skulle gøre det muligt for dem at flygte fra det østtyske diktatur til friheden i vest. En farlig og vovet plan, hvor både forberedelserne og selve flugten, bragte de impliceredes liv i fare i en stat, hvor sikkerhedstjenesten Stasi havde informanter placeret alle steder. Og da netop Stasi kommer på sporet af gruppen og deres plan, bliver familiernes flugt en kamp mod uret, hvor hvert sekund tæller… Fra 2018, Tyskland.

Plakat til filmen Gøg og Gokke.

12. Gøg og Gokke

Komikerparret Gøg & Gokke må på en teaterturné i 1953 sande, at tiden er ved at løbe ud efter en forrygende filmkarriere. De døjer med helbredet, og de ydmyge provinsteatre er kun halvfyldte. Men som to garvede cirkusheste bider de sig fast i manegen og viser, at de lever for latteren. Det er en film med et strejf af vemod, men også en stor hyldest til et unikt komikerpar, hvis venskab var en del af hemmeligheden bag deres succes. Et lille mesterværk, hvor Steve Coogan og John C. Reilly kongenialt portrætterer ikonerne Laurel & Hardy. Fra 2018, USA, UK, Canada.

11. Den ukendte soldat

Den ukendte soldat, instrueret af den internationalt prisbelønnede finske instruktør Aku Louhimies, er baseret på en roman af en af Finlands bedst kendte forfattere, Väinö Linna. Historien foregår under krigen mellem Finland og Rusland fra 1941-1944 - Fortsættelseskrigen - hvor finnerne allierede sig med Tyskland for at generobre nogen af deres landområder. Filmen handler om en deling infanterister, der bliver sendt til frontlinjen i den barske krig. De er unge, energiske og fulde af kampgejst, og ingen har forberedt dem på krigens rædsler. Vi følger deres venskaber og deres desperate kamp for at overleve, så de igen kan vende hjem til livet, som det var engang. Men livet bliver aldrig det samme for de få, der overlever og vender hjem. De og hele nationen vil være mærket for altid… Fra 2017, Finland.

10. The Sisters Brothers

Den franske instruktør Jacques Audiard står bag denne fascinerende western. Brødrene Charlie og Eli sendes i 1850'ernes Oregon ud på en opgave. De skal finde en mand ved navn Hermann Kermit Warm, der efter sigende har opfundet en smart måde at lede efter guld på. Filmen er baseret på Patrick Dewitts roman af samme navn. Original western, der blander genrene og både er klassisk westernfortælling, familiedrama og sort komedie. Filmen vandt bl.a. en Sølvløve ved Venedig filmfestival for bedste instruktion. Fra 2018, Frankrig.

9. The Wife

Joan Castleman (Glenn Close) er en intelligent og smuk kvinde – den perfekte hustru. De sidste 40 år har hun tilsidesat sit eget talent, sine egne drømme og ambitioner for at støtte op om sin karismatiske mand Joe (Jonathan Pryce) og hans imponerende litterære karriere. Hun har ignoreret hans utroskab, tilskrevet det hans kunst og undskyldt det med elegance og humor. De har opbygget et ægteskab udelukkende på Joes præmisser, men Joan er ved at nå sit bristepunkt. Den største aften i Joes liv - den aften hvor han skal modtage Nobels Litteraturpris, kronjuvelen i en utroligt flot karriere - beslutter Joan at give ham nådesstødet. Hun konfronterer ham med sit livs største offer og røber hemmelighed bag hans karriere. The Wife er en intens og gribende rejse – en fejring af kvinder, frigørelse og modet til at finde tilbage til sig selv. Fra 2017, USA.

Plakat til filmen Vice.

8. Vice

Humoristisk og satirisk fortælling om Dick Cheneys (f. 1941) liv og karriere. Vicepræsident Dick Cheney (Christian Bale) var de facto præsident, selvom han stod bagved den påvirkelige præsident George W. Bush (Sam Rockwell). Vice er et ukonventionelt og sorthumoristisk kig ind bag den politiske kulisse, hvor vi følger Cheneys rejse til Det Hvide Hus og ser ham både som dedikeret familiemenneske og politisk dukkefører. Fra 2018, USA.

7. I morgen danser vi

I morgen danser vi er et romantisk og medrivende drama om den unge danser Merab, der bor i en lille lejlighed i Georgiens hovedstad Tbilisi sammen med sin mor, bror og mormor. Siden barnsben har han trænet i Georgiens Nationale Ballet i håbet om at danse sig til en bedre tilværelse for sig selv og sin familie. Da den charmerende og talentfulde tilflytter Irakli tilslutter sig ensemblet, får Merab skarp konkurrence, og de to mænd bliver hurtigt hinandens største rivaler. Men Irakli vækker også et uventet begær i Merab, og en euforisk forelskelse opstår imellem dem. I et stærkt konservativt samfund må de imidlertid holde deres følelser hemmeligt, og da rygterne om de to mænd begynder at svirre blandt de andre dansere, begynder Merab at tvivle på den drøm, han har kæmpet for hele sit liv. Et varmt og livsbekræftende drama om at finde sig selv og at turde gøre op med de traditioner, der kan holde mennesker fanget. Fra 2019, Sverige og Georgien.

6. To minutters stilhed

Hvad der starter med en spontan solidarisk reaktion hos nogle elever i efterkrigstidens Østtyskland tiltrækker sig snart opmærksomhed fra toppen af regeringen. Året er 1956. I Østtyskland lever folk afsondret fra omverden, men jerntæppet er endnu ikke helt stærkt nok til at afholde de to drenge, Kurt og Theo, fra at lave små hemmelige ture til det forjættede Vesten. Men jerntæppet strammes, og da et oprør i Ungarn bliver slået hårdt ned, beslutter de to drenge, sammen med resten af deres gymnasieklasse i den østtyske by Stalinstadt, at holde to minutters stilhed i solidaritet med de faldne. Skoleledelsen reagerer voldsomt på elevernes opførsel - man tolererer ikke systemkritik. De unge bliver bedt om enten at udpege bagmanden for oprøret eller alle bliver smidt ud af skolen. Filmen bygger på virkelige begivenheder. Fra 2018, Tyskland.

Plakat til den anmelderroste danske film, Onkel.

5. Onkel

Kris på 27 er yderst beskyttende over for sin halvinvalide onkel, som hun driver et mindre landbrug i Sønderjylland sammen med. De har et nært forhold og stor forståelse for hinanden, selvom de tilbringer det meste af deres finurlige hverdag i tavshed. Da Kris redder en kalv under en fødsel, bliver hendes interesse for dyrlægefaget igen vakt, og hun udvikler et venskab med den snakkesalige dyrlæge Johannes og opdager langsomt, at der er et liv uden for gården. Her møder hun den unge Mike, som ser lige gennem hendes reserverede personlighed, og sød musik opstår mellem dem og et skelsættende spørgsmål presser sig på. Hun må beslutte, om hun vil blive på gården eller følge sit hjerte og sine spirende drømme… En dybt troværdig, bevægende og helt særlig film. Fra 2019, Danmark.

4. Lazzaro den lykkelige

Godmodige Lazzaro knokler i tobaksplantagerne i et isoleret italiensk samfund, der regeres nådesløst af den onde markis. Lazzaro danner et usædvanligt venskab med markisens søn, Tancredi. Da deres veje på dramatisk vis skilles, drager Lazzaro på en tidsrejse for at finde sin ven. Forunderlig, uforglemmelig og dybt original fabel af en film, der tog prisen for bedste manus ved filmfestivalen i Cannes 2018. En kontrastfyldt film, da den både rummer en ret så konkret historie om udnyttelse, modgang og uvidenhed og samtidig er fyldt med mirakler og religiøsitet (myten om den genopstandne Lazarus). En sær film, der er svær at ryste af sig. Suverænt godt skuespil. Fra 2018, Italien.

3. Smerte og Ære

Pedro Almodóvar er tilbage med endnu et mesterværk, der kombinerer humor med alvor og en unik farveskala, som kun han kan. Filminstruktøren Salvador Mallo, spillet af Antonio Banderas, har nydt stor succes i livet og nu skal hans nyrestaurerede hovedværk have repremiere. Samtidig plages han af diverse lidelser og endnu mere af følelsen af tomhed. Hvad betyder en flot karriere i forhold til resten af livet, og hvorfor skal man underkaste sig prætentiøse interviews og trættende smigrer? I jagten på livets mening drømmer Salvador sig tilbage til barndommen, fattig på penge, men rig på kærlighed fra hans viljestærke mor (Penélope Cruz). Han mindes drengeårenes narrestreger og det første strejf af seksuelt begær. Smerte og ære er en visuel og følelsesladet fest. Det er filmen, som Almodóvar i flere årtier har ønsket at lave, og som måske handler om ham selv. Fra 2019, Spanien.

Plakat for filmen Burning.

2. Burning

Da enspænderen Jong-su forelsker sig i sprælske Hae-mi, synes hans lykke at være gjort, men da hun efter et udlandsophold indleder et forhold til den mystiske playboy Ben, spidser situationen til. Indledningsvist er der sødme over trekantsdramaet, men da Hae-mi pludselig forsvinder, tager dramaet en mere truende uheldsvanger drejning. Umiddelbart er Jong-su uskylden selv, men også han har skeletter i skabet: Hans mor forlod familien på grund af farens voldsomme temperament. Jong-su har ikke set hende i 16 år, og faren sidder i fængsel for et voldeligt overfald. Mødet med Hae-mi lægger låg på Jong-sus indre vrede, men efter hendes forsvinden kigger han lige ned i afgrunden. Hvor er hun? Eksisterer hendes kat? Og hvem er Ben egentlig? Fra 2018, Sydkorea.

1. Les Misérables

I en forstad til Paris hersker gadens lov. Politiet, der patruljerer i ghettoen, tager heller ikke lov og orden så højtideligt, men da en dreng stjæler en løveunge fra cirkus, eskalerer konflikten, og det går fuldstændig galt. Les Miserables vandt juryens pris i Cannes, var Oscarnomineret og vundet bedste film ved "de franske Oscars", Cesar Awards. Filmen bygger på instruktørens dokumentarfilm fra samme miljø og foregår samme sted som Victor Hugos roman De elendige. Fra 2019, Frankrig.

Materialer