De 24 bedste på Filmstriben i 2019 (nr. 12-9)

Igen i år er vi blevet forkælet med store oplevelser på filmstriben.dk. Film, du i ro og mag kan se hjemmefra via dit bibliotekslogin - helt gratis. Vi har udvalgt de 24 bedste nye film, der er blevet lagt på sitet i løbet af i år og præsenterer dem løbende her på hjemmesiden op til jul. Vi slutter af med de bedste. Rigtig god fornøjelse.

12. Cutterhead

PR-medarbejderen Rie er på besøg i en tunnelboremaskine 20 meter under Københavns gader, da en ulykke spærrer hende inde i et trykkammer sammen med kroatiske Ivo og Bharan fra Eritrea. De må lægge deres liv og kroppe i hinandens hænder for at overleve i det klaustrofobiske borehoved.

Instrueret af Rasmus Kloster Bro med Christine Sønderris, Samson Semere, Kresimir Mikic.

Mediernes anmeldelser

Soundvenue giver 5 stjerne: "... er en rejse gennem mørket, der vil sidde i kroppen under utallige ture i metroen fremover." 

Berlingske giver 5 stjerner: "...som tilskuere slipper vi ikke visuelt fri fra de trange rum, hvor panikken stiger mellem væggene af tilboltet, armeret stål. I ringere film ville det have været kedeligt, her griber man sig selv i at holde vejret for at spare på ilten."

11. Girl

Den unge Victor er under forandring. Fra drengen Victor til pigen Lara. Det professionelle mål er at blive ballerinaen Lara, og det unge menneske kæmper hårdt og målrettet for at nå ballerina-drømmen, men pubertetsforandringerne og forberedelsen til kønsskifteoperation lægger et stort pres på hende. Den unge skuespiller Victor Polster har bjergtaget publikum over hele verden med sin hudløse præstation som Lara, og filmen vandt flere priser på Cannes-festivalen og var nomineret til Golden Globe som bedste udenlanske film.

Instrueret af Lukas Dhont med Victor Polster, Arieh Worthalter. 
Læs også: Anbefaling af 'Girl' af Dina Lemming Pedersen fra Gentofte Hovedbibliotek

Mediernes anmeldelser

EKKO giver 6 stjerner: "...et mesterværk – en blanding af Den danske pige og Black Swan, men uden alle Hollywoods klichéer."

Information: "Victor Polster gør os klogere på Laras historie og kamp med og mod kroppen. Han inkarnerer hende med perfekt skrøbelig, selvudslettende underspillethed. Og han spiller ikke bare en person, der danser ballet. Han danser ballet - med en balletkrop, der er det store lærred for Laras eksistentielle kamp." 

10. Blindspotting

Med kun tre dage tilbage af sin prøvetid er Collins frihed ikke langt væk, men hans allierede, Miles, gør det svært at holde sig i skindet. De sidste 72 timer under overvågning bliver en odyssé af uventede hændelser, som Collin konstant finder sig selv ufrivilligt i centrum af. Dramakomedie på randen af galskab om et venskab, der sættes på prøve, og hvad der kræves for at blive et bedre menneske.

Instrueret af: Carlos Lóepz Estrada med Daveed Digs, Rafael Casal. 

Mediernes anmeldelser

Soundvenue giver 5 stjerner: "et varmt, vildt og vibrerende sprog af lyd og billeder, som bør ræsonnere hos alle, der bare er det mindste interesseret i nutidig sort kultur" 

9. Alle ved det

Penélope Cruz og Javier Bardem spiller hovedrollerne i dette intense drama, der udspiller sig i en idyllisk landsby lidt uden for Madrid. Her samles familiemedlemmer fra nær og fjern til stor fest. Laura ankommer fra Buenos Aires til sin hjemby for at fejre søsterens bryllup og sammen med sin teenagedatter og søn. Under festen forsvinder Lauras datter på mystisk vis, og det bliver starten på en febrilsk jagt for at finde hende samtidig med, at familiens skeletter vælter ud af skabene. Asghar Farhadi er instruktør bag nogle af nyere tids mest kritikerroste og prisvindende dramaer som Nader og Simin - en separation, Fortiden og Sælgeren.

Instrueret af Asghar Farhadi med Penelope Cruz og Javier Bardem. 

Mediernes anmeldelser

EKKO giver 4 stjerner: "Manuskriptet er som altid hos Farhadi ekstremt raffineret. Vi får hele tiden overraskende bidder af informationer, der på skift sender motiver i favnen på næsten alle implicerede"

Soundvenue giver 4 stjerner: "Over hele linjen er skuespillet til gengæld glimrende – både fra Cruz, Bardem og Ricardo Darín som Lauras ægtemand, hvis skarpe, blå øjne straks gør indtryk. Og selvom kidnapningsmysteriet igangsætter spændingen, er det hovedpersonernes interne relationer og konflikter, der holder én engageret i mere end to timer."

Sammenklip af fotos fra de fire film anmeldt i artiklen. Fotos fra Filmstriben.
Sammenklip af fotos fra de fire film anmeldt i artiklen. Fotos fra Filmstriben.
13.12.19