Sammenklip af fotos fra de fire film anmeldt i artiklen. Fotos fra Filmstriben.
Sammenklip af fotos fra de fire film anmeldt i artiklen. Fotos fra Filmstriben.

De 24 bedste på Filmstriben i 2019 (nr. 24-21)

04.12.19
Igen i år er vi blevet forkælet med store oplevelser på filmstriben.dk. Film, du i ro og mag kan se hjemmefra via dit bibliotekslogin - helt gratis. Vi har udvalgt de 24 bedste nye film, der er blevet lagt på sitet i løbet af i år og præsenterer dem løbende her på hjemmesiden op til jul. Vi slutter af med de bedste. Rigtig god fornøjelse.

Find links til de fire film nederst i artiklen.

24. Papillon

I 1930'ernes Paris fængsles Papillon for et mord han ikke har begået, og sendes til en fængselskoloni i Fransk Guyana - et fængsel det aldrig er lykkedes nogen at flygte fra. Men det har Papillon tænkt sig at lave om på. Genindspilning af klassikeren fra 1973 baseret på en sand historie og bestseller romanen. 

Instrueret af danske Michael Noer med Charlie Hunnam og Rami Malek.

Mediernes anmeldelser 

Filmland P1 giver 4 stjerner: "Det er effektivt som bare fanden at følge Papillon og Dega i skibet til Djævleøen"

Berlingske giver 4 stjerner:  "Noer har [...] sat sit præg, og Charlie Hunnam spiller Papillon på potent, men facetteret vis, og Rami Malek er decideret sublim som modsætningen Dega og forener følsomhed og kunstnersind med et anstrøg af galskab." 

23. Den sidste gentleman

En legende siger farvel til det store lærred. Robert Redford leverer i sin sidste filmrolle en pragtpræstation som den charmerende bankrøver, Forrest Tucker. Som 70-årig stikker Forrest af fra San Quentin fængslet og begår en stribe bankrøverier uden fortilfælde, der efterlader ansatte og politiet måbende. For den karismatiske bankrøver er både betænksom og høflig og inden længe har Forrest vundet hele nationens gunst. Men det hjerte, han allerhelst vil erobre, er Jewels (Sissy Spacek) og det kan meget vel vise sig at blive Forrests mest udfordrende kup nogensinde. Den sidste gentleman er et romantisk bankrøverdrama med nostalgisk lune og veloplagte skuespillere.

Instrueret af David Lowery - med Robert Redford, Casey Affleck, Sissy Spacek.

Mediernes anmeldelser

Filmland P1 giver 5 stjerner: "En virkelig veloplagt hyldest til 70'ernes Hollywood er ikke en god film i sig selv. Men når Redford fyrer den af og vender verden på hovedet med stor overbevisning, ender 'Den sidste gentleman' ganske enkelt som en filmcharmetrold."

EKKO giver 5 stjerner: "David Lowery har stadig en forbilledlig kærlighed til sine karakterer, men han er blevet selvsikker nok til at kunne forstærke filmens følelser med små virkemidler i stedet for at bade nøglescenerne i solnedgangsgyldent skær."

22. Ága

Ægteparret Nanook og Sedna bor langt ude på tundraen i den russiske provins Sakha. Her lever de et råt og stilfærdigt liv i pagt med naturen. Chena, som besøger dem jævnligt, er deres eneste forbindelse til den omkringliggende verden og til deres eneste barn Ága, som er flyttet ind til den moderne civilisation, hvilket har skabt et skel i familien. Sedna vil gerne forsones med deres datter, men Nanook nægter at give sig. Pludselig vender en tragedie op og ned på deres liv, og Nanook må drage afsted for at finde Ága. Ága er et rørende, stemningsfuldt og visuelt bjergtagende drama om alderdom og familiebånd, og samtidig også et skarpt blik på den moderne verdens indvirken på mennesker og miljøer i de allermest afsidesliggende egne af vores planet.

Instrueret af Milko Lazarov med Mikhail Aprosimov og Feodosia Ivanova.

Mediernes anmeldelser

EKKO giver 5 stjerner: "Drama fra et af de mest afsidesliggende steder på planeten er en gribende beretning om sorg og syndsforladelse, der formidabelt fortælles med billedsymbolik og drømmelogik."

Soundvenue giver 5 stjerner: "Billederne af det majestætiske landskab med dertilhørende baggrundsmusik er filmens stærkeste kort. Selve historien tager faktisk først rigtigt fart efter en times tid, hvor Ága skal findes. Indtil da fastholder indblikket i Nanook og Sednas dagligdag og det gudesmukke landskab dog uden problemer publikums interesse."

21. Climax

Drama og horror. En masse unge dansere ender på en træningslejr, hvor det hele går amok. Stoffer, sex, alkohol og dans. Så begynder der at ske ubehagelig ting. Meget løst baseret på virkelige hændelser.

Instrueret af Gaspar Noé med Sofia Boutella, Romain Guillermic.

Læs også: Anbefaling af Climax af Mattias Blicher fra Vangede Bibliotek.

Mediernes anmeldelser

Cinemazone giver 5 stjerner: "Climax er både frastødende og dragende. Dens intensitet og filmiske helhed er imponerende ikke mindst i første halvdel. Et psykedelisk mareridt, der går tæt på ungdommens vildskab, fuld af angst og selvdestruktion."

EKKO giver 4 stjerner: "Stilisten Noé – som vi er nogle, der elsker og beundrer for det semi-spirituelle dødsoratorium 'Enter the Void' – folder sig her ekvilibristisk ud." 

Materialer