Filmanbefaling: 'Slangens Favntag' af Ciro Guerra

18.01.18
Mattias Blicher fra Vangede Bibliotek anbefaler filmen 'Slangens Favntag'

Af Cand.Mag. Mattias Blicher, Vangede Bibliotek

Junglen er rå kaos. Civilisationens modpol. Et eventyrligt virvar af overstrømmende indtryk, eksotiske oplevelser og dødbringende farer.  Og det er junglen sådan set også i colombianske Ciro Guerras ’Slangens favntag’. Og dog. For civilisationen har sat sine spor i Amazonas.

I filmen følger vi to opdagelsesrejsende. Men ikke på samme tid. Etnologen Theo er under sin kortlægning af Amazonas flora og fauna blevet ramt af en mystisk feber, som en speciel blomst måske kan kurere. 31 år senere i 1940 går Evan i Theos fodspor og er endda ledsaget af Theos gamle guide shamanen Karamakate.

Karamakate er overbevist om, at hans møde med Theo for 31 år siden, er skyld i hans eget moralske forfald, og vi oplever gradvist, hvordan den vestlige kultur og kristendommen har gjort sit indtog i junglen. Stærkest står mødet med en kapucinermunk, der viser sig at være en paranoid børnemishandler, og en megaloman kristusfigur, der høj på psykedeliske stoffer går amok. Filmen er dog ikke bare en kritik af kolonialisme. Overgrebene på de indfødte er chokerende og gruopvækkende, men vi møder også noget andet dér midt inde i junglen.

En slags logik eller kausalitet, der ifølge instruktøren selv bygger på de indfødtes mytologi og tro, skaber en helt særlig tidsfornemmelse. Tiden skrider ikke bare fremad. Den står nærmere stille eller går i ring, og derfor virker det heller ikke mærkeligt eller forkert, når filmen i samme skud sømløst svæver fra Theos fortælling til Evans. De to fortællinger er ikke bare tematisk beslægtede. De smelter sammen i løbet af filmen og bliver uadskillelige.  En slags skæbnefortælling opstår, som går på tværs af de enkelte personer og generationer.

På sin vis minder ’Slangens favntag’ om Francis Ford Coppolas mageløse krigsepos ’Dommedag nu’ fra 1979, hvor Willards mission om at finde den afhoppede oberst Kurtz i den vietnamesiske jungle udvikler sig til et åndeligt og kulturelt selvopgør. Anden i ’Slangens favntag’ er dog snarere junglens end Theos, Evans eller Karamakates, og selvopgøret snarere en overgivelse til det fremmede og ukendte end et opgør med egne værdier.  Og det er filmens sort-hvide - næsten sølvagtige - monokrombilleder med til at understøtte. Junglen uden farver er former og omrids og faktisk endnu mere fremmed end den jungle, vi er vant til at se i farver på film.

’Slangens favntag’ blev højest overraskende normineret til en Oscar-statuette for bedste ikke-engelsksprogede film i 2016 på trods af, at den vender det vestlige og hollywoodske filmsprog ryggen. Men normineringen fortæller måske alligevel noget om, at Guerra formår at ramme noget højest originalt og universelt på samme tid med sin visuelt overdådige og øjenåbnende junglefabel.

Se filmen HER

Materialer