Gratis sommerjazz på Hovedbiblioteket

02.07.18
Der er noget for både store og små, når Gentofte Sommerjazz rammer Hovedbiblioteket.

Gentofte Sommerjazz finder traditionen tro sted hvert år i begyndelsen af juli og i den anledning inviterer Gentofte Hovedbibliotek til to stærke jazzarrangementer.

Den 11. juli kl. 11 kan du tage dine børn med til elektronisk børnejazz-koncert med Beat & Brøl. Den musikalske forestilling har dukkerne Beat og Brøl i hovedrollen, og sammen med vildmanden Morten rejser de tilbage i tiden og besøger de kendte og frygtede dinosaurer. Her kan de små bl.a. glæde sig til mødet med Tyrannosaurus Rex, der finder på tricks. Læs mere om arrangementet her.

Den 14. juli kl. 20 bliver biblioteksrummet fyldt op med blå toner, når Three Winds Jazz Sixtet opfører Miles Davis’ banebrydende og originale mesterværk Kind of Blue. Bliv ført tilbage til 1950’ernes og 60’ernes amerikanske jazzscene, hvor Bebop og Cool Jazz’en blomstrede i New Yorks mørke kvarterer og hør om Miles Davis’ store indflydelse, når Bjørn Bech supplerer musikken med at fortælle om datidens scene. Læs mere om arrangementet her.

Kan du ikke få nok jazz, kan du se de øvrige Sommerjazz-arrangementer i Gentofte Kommune her.