Tabet af en musiklegende

I går mistede vi en af rockmusikkens helt store. Charlie Watts gik bort i en alder af 80 år.

I går mistede vi en af rockmusikkens helt store. Charlie Watts gik bort i en alder af 80 år. At sige rockmusikken er på sin vis en underdrivelse, da Rolling Stones har haft kæmpe indflydelse på populærkulturen igennem 6 årtier. De har også haft stor betydning for bibliotekerne. Vi har holdt mange arrangementer dedikeret til gruppen, haft udstillinger, vist koncertfilm og selvfølgelig haft et stort udlån af musik, noder og biografier af og om Rolling Stones.

Jørgen Christian Wind Nielsen har netop stået for flere af disse foredrag og udstillinger - og han sætter her ord på hvad det betyder for ham:

Charlie Watts er død – Time waits for no one

Jeg begyndte at lytte til The Rolling Stones som 12-årig. I dag er jeg 69. For mennesker som mig – og vi er en del i disse dage – der har lyttet til og fulgt the Rolling Stones i en menneskealder, er Charlie Watts bortgang et tab. Ikke som når et familiemedlem dør, men et tab af tid, af identifikation, af et tilhørsforhold, af en epoke.

Det må jo sket på et tidspunkt, har man sagt til sig selv og andre i årevis. Hvordan kan de blive ved og ved, har man sagt. Og når det så sker, kommer det alligevel uventet og som et mindre chok. Det der ikke måtte ske er sket. En erkendelse af, at tiden heller ikke venter på dig.

Charlie Watts var særlig på den måde, at han på en scene aldrig sagde et ord. Men han var der altid. Fra Rolling Stones fødsel, der voksede ud af natklub- og jazzmiljøet i London. Nu er han væk.

Brian Jones blev skilt fra The Rolling Stones i slutningen af 60’erne og døde kort tid efter, men det var ikke slutningen på Stones. Det var genfødslen af et nyt Stones i en ny tid. Bill Wyman forlod Stones i 1993, men det var ventet, og han var kørt træt. Nu har Charlie Watts forladt The Rolling Stones. Ikke med sin gode vilje, men for altid.

Det var Charlie Watts, der skabte det rytmiske rum, som de andre Stones-medlemmer kunne udfolde sig i. En rytme, der er aldeles fraværende i diverse soloprojekter, Keiths Richards reggaeagtige og Mick Jaggers lidt gumpetunge. 

Charlie Watts død indvarsler begyndelsen på afslutningen. The Rolling Stones corona-aflyste deres USA-turné i 2020. Men det er et vingeskudt Stones, der måske gennemfører turnéen i år. Som the Glimmer Twins. Der er gået skår i the Rolling Stones. Og også lidt i os andre.