Stian Hole, Kim Fupz Aakeson og Peter Madsen

3 store nordiske børnebogsforfattere besøger BOGfest

01.04.22
Sæt kryds i kalenderen lørdag den 23. april! Gentofte Hovedbibliotek inviterer nemlig til BOGfest for børn, hvor vi fejrer de gode fortællinger fra Norden.

På dagen kan du opleve skønne børnebogsforfattere og illustratorer, quizze, bage snobrød ved bål og høre alverdens historier om vikinger og folkesagn fra Norge, danse og deltage i tegneworkshop.

Sidst men ikke mindst triller vi scenen frem på Torvet, hvor vi gør vi plads til de anerkendte og flittige børnebogsforfatterne Stian Hole, Kim Fupz Aakeson og Peter Madsen. 

Stian Hole kl. 11.00-11.20

Stian Hole er den norske forfatter og illustrator, der forundrede og for evigt forandrede nordisk børnelitteratur med sin serie om drengen Garmann. Udstillingen i børnebiblioteket er baseret på den smukke billedbog Garmanns hemmelighed.

Stian Hole er født i 1969 og opvokset i Hokksund i Norge. I dag bor han i Oslo med sin kone og sine tre børn. Han er uddannet designer fra Statens håndverks- og kunstindustriskole i Oslo og arbejder som illustrator af blandt andet bogomslag til nogle af Skandinaviens største forfattere. Og så laver han fantastiske bøger!

Illustrationerne har han sat sammen af elementer fra gamle skoleplancher med blomster, fotografier af hans egen familie, frimærker, blade han har fundet i Oslo og ikonbilleder af for eksempel Elvis. Ved at blande de mange forskellige fotografier og illustrationer skaber han en særlig tidløs stemning, som bevæger sig et sted mellem drøm og virkelighed.

Stian Hole og Kim Fupz Aakeson kl. 11.30-11.50

Stian Hole og Kim Fupz Aakeson, som begge må siges at være legender inden for nordisk børnelitteratur, har lavet flere fælles børnebøger. Hør mere om dem, når de to forfattere mødes på scenen til BOGfest.

Billedet er fra Klovnen der bare ikke var særlig sjov, som handler om, hvordan alle kan føle sig utilstrækkelige, og hvor forløsende det kan være at se andre vise den skrøbelighed. Bogen fik fem stjerner i Politiken, da den udkom i 2020, og Steffen Larsen skrev: "Du skal sidde helt stille, mens du kiggelæser! Så bliver du et bedre menneske".

Superduoen har også lavet Ting der bliver væk, og den 13. april udkommer Eventyr - en fortælling om småkager, kongeslotte og alt det, der ikke må glemmes. 

Kim Fupz Aakeson kl. 12.00-12.20


Kim Fupz Aakeson er efterhånden blevet en mindre berømthed i Danmark. Han har leveret manuskripter til en række af nyere dansk films største succeser, mens han som forfatter har opnået stor succes med sine børnebøger, heriblandt billedbøgerne om Vitello og nu senest ungdomsbogen Au Pair, som han har skrevet sammen med Sanne Munk Jensen. Den udspiller sig faktisk her i Hellerup. 


Peter Madsen kl. 13.00-13.45 (i Nordens største læsehule)

Peter Madsen er Danmarks nok bedst kendte nulevende serietegner. Han fik publiceret sine første striber som 15-årig og har tegnet lige siden. Mest kendt er han for den ikoniske tegneserie Valhalla, der har solgt mere end 500.000 eksemplarer i Danmark og er oversat til 10 sprog.

I efteråret 2019 udkom både et hyldestalbum med titlen Valhalla i nye hænder og filmen "Valhalla", der bygger på Peter Madsens tegneserier og tegnefilmen fra 1986.

Se det fulde program for Bogfesten

Tags
Materialer