Illustration: Lea Letén
Illustration: Lea Letén

Ind med sproget - læs højt for dit barn (3-6 år)

20.02.23
Hjælp dit barn godt i gang med sproget.

Børn lærer sprog af at høre sprog. En læsestund kan være et trygt anker i hverdagen, og når forandringer banker på. Der kommer ro på, og man mærker hinanden. Højtlæsning udvikler barnets ordforråd, begrebsverden og evne til senere at læse selv. Men en læsestund knytter også bånd mellem barnet og den voksne.

Sproget har også en social betydning. Det er vigtigt for at kunne udtrykke følelser og behov, indgå i relationer og deltage i lege. Højtlæsning kan bruges til at åbne op for store spørgsmål og til at forstå både sig selv, andre mennesker og omverdenen bedre. Herunder finder du forslag til bøger at læse sammen med dit barn. 

Fra 3-4 år

Mange børn begynder i børnehave, og den sproglige udvikling går stærkt. Dit barn kan danne små sætninger, som vokser til flere ord. Ordforrådet bliver større, og I kan have en samtale om det, I læser. Øv jer gerne i at ”tage tur”, så I skiftes til at tale og lytte. Husk at vente på dit barns svar.

Barnet er opmærksomt på farver og modsætninger. Det øver sig i at bruge forholdsord som under, foran og ved siden af samt flertals- og datidsformer. Hjælp dit barn ved at være tydelig i udtalen, og svar med det rigtige ord i stedet for at rette.

Forslag til bøger

Billedbøger om hverdagens gøremål og konflikter, som småbørnsfamilier genkender. Når dit barn skal lære nye ting eller igennem forandringer, kan en bog om emnet også hjælpe med at få talt om det. Understøt historierne med genstande og sanser, så sproget bliver konkret.

Få øje på sproget i daglige gøremål: Tæl tallerkner, når I dækker bord eller trin, når I går på trapper. Leg med farver, når I tager tøj på, og find modsætninger derhjemme eller på tur. Spil billedlotteri og leg huskeleg.

Fra 4-5 år

Dit barn forstår sætninger, der rummer flere beskeder, og kan fordybe sig i længere tid. Sproget forfines, og barnet kan begynde at forstå, at en historie kan springe i tid og bestå af fantasi, drømme og følelser.

Rollelege har stor betydning for barnets sprog og sociale udvikling. Børn bruger deres ordforråd til at forhandle sig ind i lege og udvikle legerelationer. Dit barn øver sig gennem leg i at sætte sig i andres sted.

Forslag til bøger

Følelser er det sprog børn taler, og billedbøger om børn, der oplever det samme, kan hjælpe til med at forstå sig selv og andre bedre. F.eks. når man skal lære at begå sig i legerelationer.

Find rekvisitter til rollelege som dukketeater og butik eller opfør et eventyr. Bøger, der lægger op til leg og bevægelse, eller hvor dit barn aktivt skal finde ting på siderne, hjælper også med til at huske ord bedre.

Fra 5-6 år

Dit barn kan binde sætninger sammen og udtrykke hensigter og holdninger på en mere nuanceret måde. Det begynder at kunne overskue forskellige tider som i forgårs og i overmorgen. Om lidt skal dit barn begynde i skole, og verdenen omkring barnet bliver større.

Førskolebarnet vil være optaget af rim, remser og forskellige skriftsprogsaktiviteter som leg med bogstaver og tal. Dit barn lærer at genkende sit eget navns bogstaver og begynder at eksperimentere med at skrive.

Forslag til bøger

Bøger med rim og vrøvlevers styrker dit barns opmærksomhed på sprogets lyde og rytme. Det gør det sjovere at lege med bogstaver og ord. Find selv på ord, der rimer eller lav jeres eget vendespil med rim.

Gå på jagt efter ting, der begynder med samme bogstav, når I læser bøger, handler eller er derhjemme. Få øje på bogstaver, tal og ord på skilte og madvarer. Læs opskrifter og indkøbslister. Øv jer også i at klappe stavelser i ord og navne.