Det erotiske menneske

Siden Fifty Shades of Grey tog Danmark med storm, har man kunnet læse om den nye bølge af erotisk litteratur i landets dagblade. I efterårets tema udforsker vi erotikkens udtryk på Ordrup Bibliotek.

Sex fylder mere i det offentlige rum end nogensinde samtidig med, at forskruede kropsidealer påvirker den måde, vi opfatter os selv og viser os frem.

Måske som en slags redningsaktion over for sanseligheden og kroppen, skaber en række danske forfattere i disse år erotisk og kropslig litteratur.

Lige siden bibliotekerne blev offentlige har det stået klart, at lånerne ikke måtte læse alt i bibliotekets samlinger. Det forbudte kunne være politisk bestemt, men også moralsk. De store offentlige biblioteker opbyggede således særsamlinger af pornografiske bøger, som ikke var til udlån. Først i 1967 ændrede dette sig for tekst og i 1969 for billeder.

Men for nylig har diskussionen raset i USA: Må man låne blød porno på et offentligt bibliotek?

At det er en del af danskernes hverdag viser tal fra Saxo.com, hvor erotisk og romantisk litteratur udgør 15 procent af det samlede bogsalg, der omfatter fysiske bøger, e-bøger og lydbøger.

Ordrup Bibliotek udforsker i november og december erotikkens udtryk fra forskellige vinkler med foredrag, film og oplæsning.

Rammen om temaet er en udstilling af to spændende billedkunstnere, Birgitte Evelyn fra Evelyn-Art og Birgitte Gyrd, som på to meget forskellige måder fortolker og formidler det erotiske i deres værker.

Læs mere om Birgitte Evelyn her og Birgitte Gyrd her.