Tove Ditlevsen er åbenbart kommet over sin antipati mod modernismen, i hvert fald har hun nærmet sig den rent formelt, hun rimer ikke mere. Til gengæld savner man den stramhed, som man kender og husker hende for i den tidlige lyrik. Strofen løber fra hende, bliver ranglet og tynd, hun skærre linjen klodset af, og mange flere ting kunne man indvende, men det må ikke skygge over, at hun har meget i behold. Det sikre blik for situationen, sansen for den bratte forkortning, eller forlængelse, af perspektivet, og frem for alt den kendte følelse for de små, de oversete, de grå i huden, dem livet træder på uden at de ænser det. Bibliotekerne har stadigvæk lånere som ynder den slags poesi, og i hvert fald for dem er De voksne en oplevelse. Man kan roligt anskaffe