Balladen har jo 1001 år bag sig, oprindelig en dansevise, men nu vel nærmest epik i lyrisk form. Det er i hvert fald her på den måde, at alle digtene har en episk kærne, som der spindes en lyrisk ende på. Der er nogle gevaldige langsommelige ballader om, hvad man kan foretage sig på Dag Hammarskjölds Allé, og dén om revolutionen + appendix til historisk-ironisk dokumentation. Det ligger selvfølgelig i genrens natur at være åben, og derfor kan den også let komme til at virke slap, og det er ofte tilfældet her, hvor sproget kun holdes i gang pga indholdet. Disse ballader er af og til kvikke med bid og glimt af befriende humor, men er stort set ikke særlig ophidsende. For større biblioteker