Heri: Alle indsigter lukkede som efter ti sterile drab ; Brænd ikke helt ned, tag lidt med hjem, tag hvad du behøver ; Du vil sige. Der findes kun én nat, ét hus ; En afstand er parat til at spalte hendes verden i to ; En desperat leg med luftens gråhed, børn løber ; En eller anden hold hende fast når hendes arme brænder ; En nat. Et univers af betydningsløshed ; En stilhed som den glatte vandflade bag ved byens sidste huse ; Et forsinket mørke over øjnene, over borde gulve ; For en farve ved en blomst ved en sommer ved en stemme ; For sidste gang ind i klarhed, rejsen fortalt ; Foran dig rækken af tågede fremtider, hvad ser du? ; Foran et nøgent håb går natten og gråden langsomt igennem dig ; Fremmede, tavse grene stemmende mod aften ; Frosten mere hvor sommer størkner i blæst ; Hun er jordens mørke i nat tungt som ; Hvis du lægger mærke til barnet som står og gør den samme bevægelse ; I det der findes griber en flugt efter færdige verdener ; I en brænding de yngste sekunder, i blankhed seende ; I et andet rum bliver der talt hele natten ; Jeg kan ikke rammes før du ser mig. Den blege sol ; Jeg siger dig. Når jeg er færdig ved du ikke hvor vi er ; Jeg spurgte også dig, men du var næsten døv af himmel ; Kald det en ankomst, når du står ved en sidste bleg vidde ; Kan du se om det igen er natten, lag på lag ; Kom herind fra uvejret ; Kom ned, måge af is og glas, ingen holder på dig ; Lige så enkelt som øjet der ser: En vandrer i hvidt ; Nattestjerner drikker rummet ud og bliver væk for himlen ; Noget vokser sammen i kulde under det blege rum ; Og vi skal skilles for at dyrke billedet fanget ; Sendt ud mellem bladene, vandrende langs søer ; Skulle sangen nå dig som en anden er det kun fordi ; Som de to fremmede begynder deres møde på en blød blød baggrund ; Som en sætning der langsomt rejser sig med skuldrene først ; Som et stort nyt øje skal verden sitre når du trækker vejret ; Spørger ven under solen ; Sådan synger de lykkelige bag solens ar ; Tager fat om hjertet og presser til, folder kronen ud ; Udad og ned. Nedad og ud. Til sidste ark ; Vi kan aldrig være alene. Når de sætter ild til verdenskroppen ; Åbninger under skyerne. Nogle tager deres jakker og går