Situationistisk Internationale var en bevægelse af kunstnere, som eksisterede fra 1957 til 1972. Dens sigte var revolutionært, og de deltagende kunstnere nægtede at lade sig presse ind i en position, som den etablerede kunstinstitution havde placeret tidligere avantgardistiske kunstretninger i. Det umiddelbare mål var at smelte kunst og politik sammen og at danne en kunstens revolutionære fortrop. Umiddelbart en vanskelig opgave, men Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsens happenings op gennem 1960'erne og 1970'erne giver et indtryk af, hvordan det kunne håndteres. Selvom der var en del danskere i bevægelsen, har interessen for og litteraturen om den her til lands været begrænset. Med udgivelsen af Mikkel Bolts ph.d.-afhandling er der til dels rådet bod på det, og både bevægelsens historie, med de utallige interne rivegilder og eksklusioner og dens teoretiske grundlag analyseres. Det sker på et højt niveau, og selvom bogen giver en grundig introduktion til bevægelsen, er den både sprogligt og emnemæssigt henvendt til et snævert, forskningsorienteret publikum, som vil finde litteraturliste og noter på niveau med deres forventninger, men som til gengæld må savne et register