Lektørudtalelse

Forfatter: Bent Birk Kristensen

Ritt Bjerregaard har altid været dygtig til at placere sig i mediernes søgelys, så det er kun naturligt, at der nu kommer en biografi om hende skrevet af 2 kvindelige journalister, som har fundet det spændende og påkrævet, at også magtfulde kvindelige politikeres livsforløb beskrives. I første omgang med tilsagn fra RB om at medvirke. Det blev senere trukket tilbage, men forfatterne har alligevel formået via en lang række interviews med familie, bekendte, politiske venner og fjender samt baggrundsmateriale fra artikler og bøger at tegne et fyldigt og sammenhængende portræt af RB fra hendes opvækst på Vesterbro til posten som EU-kommissær. Det er en letlæst og velskrevet bog, hvor forfatterne går tæt på, men aldrig over stregen. Intentionen har været at give et nuanceret billede af hovedpersonen, selvom bogen er kritisk i sit udgangspunkt. Om det er lykkedes, er der nok delte meninger om, men bogen føjer endnu nogle brikker til en samlet forståelse af RB. Måske ikke så meget hendes politiske som hendes magt- og karrieremæssige ambitioner, som i bogen er motivationen for RB's virke