Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

Følg hipsteren Ras i hans forsøg på at frigøre sig fra sin afhængighed af Facebook. Der er både sejre og nederlag i hans noget halvhjertede kamp for at kvitte de sociale medier. Især for Facebook-brugere, ikke mindst blandt de unge og yngre voksne

Beskrivelse

Hovedpersonens kamp mod Facebook-tyranniet skildres via en række korte humoristiske episoder, inddelt i 5 hovedafsnit med overskrifterne: etik, angst, anerkendelse, misundelse og skyld. De sort-hvide tegninger i albummet er udført i en grov, nærmest skitseagtig streg med klare forbindelseslinjer til undergrundstegneserien, tilsat et strejf Moebius

Vurdering

Selviscenesættelse og auto-dokumentarisme er særdeles aktuelle emner. Forfatteren går dog ikke i dybden med disse temaer, men sætter dem i stedet ind i en (selv)ironisk sammenhæng, hvor vittighederne spænder fra ret spidsfindige afsløringer af bluffnumrene på de sociale medier til temmelig plat fækaliehumor. Den sporadisk vittige satire runder Kierkegaards skelnen mellem etikeren og æstetikeren og giver opskriften på den eneste sikre vej til at gøre sig fri af de sociale medier: at få sin mor til at deaktivere sin Facebook-konto

Andre bøger om samme emne

Facebook og livet på de sociale medier er et populært emne i mange ungdomsromaner. Facebook er ikke hovedtemaet i andre danskudgivne tegneserier; men problemerne i forbindelse med de sociale medier indgår bl.a. i en tegneserie som Rocky & Edith