Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Underholdende roman der appellerer bredt til læsere af humoristiske og ikke alt for tunge romaner. Egner sig også godt som ferielæsning. Forsiden er et godt blikfang

Beskrivelse

Humoristisk og romantisk forviklingshistorie om den indiske fakir og svindler Ajatashatru Lavash Patel, som rejser til Frankrig for at købe en sømseng på tilbud i Ikea. Sengen er udsolgt men Ajatashatru møder i stedet den store kærlighed i Ikeas cafeteria. Da han beslutter at overnatte i Ikea og må gemme sig i et skab, der snart efter sendes til England, er det startskuddet til en lang ufrivillig og underholdende rejse gennem Sydeuropa som flygtning, hvor Ajatashatru får brug for alle sine evner som professionel svindler. Sproget er holdt i en let og humoristisk tone med et underliggende budskab om, at alle mennesker har noget godt i sig uanset nationalitet. Det er franske Romain Puértolas' debutroman, som ifølge forlaget er en bestseller i Frankrig og solgt til udgivelse i 36 lande

Sammenligning

Bogen har en del lighedspunkter med Jonas Jonassons Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, 2010, i layout, den kringlede og originale titel og humoren. En anden roman med samme type humor er En mand der hedder Ove, 2013, af Frederik Backman

Samlet konklusion

En roman der har potentiale til at blive en af denne sommers store bestsellere indenfor populærlitteraturen. Læsere på udkig efter noget der ligner Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt bliver ikke skuffede