Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

2. del af Mugge & vejfesten. Mugge og de andre på Düsseldorf Allé oplever igen sjove ting som flyvende blå grise, Amazonas i baghaven og "OL i skole" imellem "Solsikken" og "Killer Instinct School System". Til drenge og piger fra 9 år

Beskrivelse

Sommerferien er slut og Mugge glæder sig til at starte i skolen igen på Basserup Kommuneskole. Den nye skoleleder, Danny giver eleverne en test, men det går ikke godt for Mugge. De konstaterer at han har en mærkelig hjerne og skal gå 2 klasser ned. For at hjælpe ham, laver hans mor Kirsten en ny skole derhjemme: "Solsikken" med et kreativt og frit læringsmiljø. Samtidig er Sofia skoletræt og umotiveret, så hun starter også på en ny skole: "Killer Instinct School System". Men hvilken skole er den bedste? Historien fortælles i 36 korte kapitler med overskrifter. Tekst og illustrationer af Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, bl.a. kendt for Dyrefabler - ting på hovedet. Medforfatter er Kasper Hoff

Vurdering

Virkelig vanvittig og sjov historie, med mange flere små sideløbende historier, som samles til sidst. Illustrationerne rammer den sjove tone i bogen helt perfekt. Det er en fortsættelse, men bogen kan læses selvstændigt

Andre bøger om samme emne

Til læsere, som er glade for Karmaboy - kometen og den onde numsekløe og Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot