Biblioteket anbefaler: Bogen ”Hafni fortæller”

Hafni er 48 og skal skilles. Hendes nye livsfase indvies med en smørrebrødsrejse fra Frederikssund over Fyn til Sønderjylland. På en rasteplads ringer Hafni til sin veninde, hun ikke har talt med i 13 år, for at fortælle om rejsens komiske og pinlige øjeblikke og ikke mindst om sin tour de force i ædegilde. Men tag ikke fejl, Hafni er ikke helt på toppen.

Skipperlabskovs, pølsehorn, krebinetter og snaps

Du bliver både mæt og sulten på en og samme tid af at læse Hafni fortæller, for i løbet af romanens 169 sider indtager hovedpersonen Hafni lidt af hvert:

Saltmandler, karrysild, kartoffelmad, pølsehorn, hønsesalat, gammelost med sky, makron, omelet, fransk nougat, røgede laks med røræg, skipperlabskovs, wienerschnitzel, ål, tatar, maltsild, pasta med tun og kapers, rugbrød med wienerpølse, tunsandwich, torsk, mazarinkage, stjerneskud, sildeøje og stegt camembert, franskbrød med grøn alpeost, krebinetter med grønt, Festival Mix, rullepølsemad, hønsekødsuppe. Glem ikke, at smørrebrødsrejsen skal munde ud i et sønderjysk kaffebord.

Det hele skylles ned med snaps, hvidvin, fadøl, rosé, whisky og en vild detaljerigdom, der gør romanen til et vaskeægte Helle Helle-værk, og det er noget, vores hovedperson er ganske bevidst om: ”Hun er klar over, at hun har et fortællermæssigt problem, bagatelgrænsen er minimal, hun kan sagtens selv høre det”.

Det er lige dele trøstespisning og livsnydelse, men smørrebrødsrejsen markerer også et liv, der ikke længere er, samtidig med at rejsen bliver en ansats til et liv uden åbenlyse holdepunkter.

Fnugrulle-metoden og pincet-plukning 

I Ned til hundene (2008) møder vi karakteren Bente, som har en rullekuffert fyldt med fnugruller. Det er et ualmindeligt godt billede på Helle Helles ”fnugrulle-metode” hen over geografiske områder og de lokales særegne talemåder: ”Jeg husker ikke, at jeg lagde fem fnugruller i kufferten, men der må have været en bagtanke”. En kløgtig en af slagsen, må man sige!

Hafnis smørrebrødsrejse føles faktisk som en fnugrulle, der rulles hen over Frederikssund til Sønderjylland. Alle de bittesmå fibre og partikler bliver til en storyline, dog i et sprog, der har fået en grundig efterbehandling med pincet-plukning: ”Ved femtiden skiftede hun tøj og plukkede øjenbryn med præcision. Det er en af de ting, hun trods alt fik med sig fra kosmetologskolen”.

En slags metakommentar får vi serveret her, som jo lyder som Forfatterskolen, og som leder ens opmærksomhed hen på Helle Helles sprogkunst med de ordfriserede sætninger, ikke sandt? Danskstudiet, Hafni droppede ud af, nævnes i øvrigt ”kun” tre gange i romanen.  

Hvidløg i øret bliver til lugten af eksistentiel smerte

Man griner højlydt, når Hafni stikker et hvidløg i øret for at lindre sin øresmerte, men tag ikke fejl, romanens grundstruktur hviler på tunge, eksistentielle kvaler.

Allerede i åbningen af romanen delagtiggør Hafni os i, at hun har det svært: Hun vil ikke være sig selv, hun vil gerne være en anden, men hun ved ikke helt, hvordan hun skal gribe det an. Flere steder nævner hun, at smilet tvinges frem, og Hafnis indre stemme er til at føle på: ”Hafni siger: Tag dig nu sammen, Hafni”.

Som læser bevidner vi Hafnis ensomhedstilstande, for eksempel når hun ikke ved, hvem hun skal sende postkort til. ”Der er ingenting”, svarer Hafni en person, hun møder på sin rejse, og refererer til derhjemme, hvilket også må forstås som en hjemløshed i en eksistentiel forstand.

Lugten af hvidløget er lugten af smerte pakket ind i spitzenklasse humor. Telefonopkaldet til veninden på den åbne holdeplads bliver et billede på et liv uden åbenlyse holdepunkter. En følelse af ikke at vide, hvor man ”bor” henne, eller hvilket ben man skal stå på. Eller i Hafnis tilfælde om det er kondisko eller ”pumps”.

Tusind tak for postkortene!

Et postkort bliver aldrig sendt afsted i Hafni fortæller. Alligevel sidder du tilbage som læser og føler, at man har modtaget noget af det allerfineste, nemlig 169 siders litterære ”postkort” fra Hafni. Tusind tak for postkortene, Hafni. Vi hepper på dig.