Som et træt øje fader åbningsscenen i Jim Jarmusch’ ‘Stranger than Paradise’ (1984) roligt ind. Og så ud igen. Og det gør alle de efterfølgende scener også. Filmet i sort-hvid 16-millimeter, der efterfølgende er blev blæst op til 35-millimeter, ligner filmen noget, der ubetænksomt er blevet glemt i vindueskarmen og bleget af solen.
