Når alt slukker – hvad gør vi så?
Hvad gør du, hvis strømmen går, vandhanen løber tør, og mobilen ikke længere virker?
Af Kajsa Nerud
I oktober har Østifterne, bibliotekerne, Dansk Folkeoplysnings Samråd og DR sat fokus på beredskab. Både det, der handler om dåsemad, vand og batterier, og det, der handler om fællesskab, omsorg og håb.
I DR's tv-eksperiment "Når alt slukker" bliver 10 danskere kastet ud i en hverdag uden strøm, vand og varme. Pludselig bliver helt almindelige ting som at lave mad, holde varmen og kontakte omverdenen en udfordring.
Men selvom oktober snart er forbi, er temaet stadig aktuelt. For hvor godt er vi egentlig forberedt, hvis krisen rammer? Og hvad sker der med os mennesker, når den hverdag, vi kender, pludselig forsvinder?
Vi har samlet bøger, der både giver praktiske råd, får pulsen op og giver stof til eftertanke. Her er fortællinger om katastrofer og overlevelse, men også om fællesskab, naturens kræfter og håbet om, at vi kan skabe en bedre fremtid.
Bliv klar til krisen
Du behøver ikke bygge en bunker eller fylde kælderen med konserves for at være forberedt. Men lidt vand, et nødlager og en plan kan være en rigtig god begyndelse. Her er bøger, der hjælper dig med at blive bedre rustet til en krisesituation.
Når det hele bryder sammen
Hvad sker der, når verden, som vi kender den, pludselig forandrer sig? Når strømmen forsvinder, samfundet bryder sammen, eller en katastrofe vender op og ned på alt? I disse spændingsromaner og dystopier bliver hverdagen erstattet af en kamp for overlevelse, og hovedpersonerne må finde ud af, hvordan man klarer sig i en verden, hvor de gamle spilleregler ikke længere gælder.
Når der stadig er håb
Selvom verden kan se mørk ud, er der stadig grund til håb. For både mennesker og natur har en imponerende evne til at finde nye veje. Her er bøger om fællesskab, forandring og om at gøre en forskel, også når det hele ser lidt håbløst ud.