Børn og unge

Børnebiblioteket anbefaler: Bogen "Murtagh"

"Murtagh" har været længe undervejs – næsten 20 år har det taget fra første til femte bind.

Af Anne Hvilsted

Tags

Biblioteket anbefaler børnebøger Biblioteket anbefaler ungdomsbøger 7-12 år Unge 13+

Og sikke en rejse læseren har været på i den tid. Fra speed-læsning af det første tykke bind til tålmodig venten på det næste, til i afmagt at opgive sin venten over jublen til endelig at få slutningen. Og så til – for et par uger siden - at falde over et spritnyt femte bind i serien, man ikke anede var på vej og igen blive fuldstændigt opslugt af den verden, den dengang 15-årige Christopher Paolini, har skabt.

Christopher Paolini
Foto: Lo Hunter
Bogen Murtagh

Det handler naturligvis om den helt vidunderlige Arven-serie. Serien om drengen Eragon, som finder et drageæg der vælger at udklække alene for ham. Om det ubrydelige bånd mellem dreng og drage og deres rejser gennem landet Alagaësia, hvor de møder elvere, dværge, urgaler og mange andre folkeslag – venner som fjender. Hvor de leder efter kærlighed, fred og deres egen plads i verden. Det er fantasy når det er allerbedst.

Sidste bind i serien hedder Murtagh og kendere af serien vil vide at det er forræderen Murtagh, kongedræberen Murtagh og halvbroderen Murtagh. Vi hører nu hans version af historien og hvordan han og dragen Thorn forsøger at skabe sig en tilværelse i en verden der hader dem. Nå ja – og hvordan Murtgah får færden af en kult af Drømmere og endnu engang må se sig i kløerne på en magtsyg hersker der vil påtvinge ham sin egen vilje.

Læs Murtagh hvis du allerede kender og elsker landet Alagaësia og alle dets indbyggere. Start med Eragon, hvis du er ny til serien – til gengæld har du mange siders fantastisk læsning til gode.

Eragon er lige kommet i en helt ny illustreret udgave – stadig kun på engelsk. 

Og kan du slet ikke få nok af Eragon og Saphira, så kan du også kaste dig over The fork, the witch, and the worm: Eragon, som indeholder tre korte historier, der alle foregår i Alagaësia og alle er skrevet af Christopher Paolini.