Mød Morten fra Genlæst

Til dagligt arbejder jeg på Gentoftegade Bibliotek, hvor jeg både anbefaler litteratur, musik og film.

Morten
Foto: Sisse Haugland
Genlæst logo

Litteratur har altid været en måde for mig at forstå og udforske verden på – et sted, hvor komplekse tanker og følelser kan undersøges i dybden. Jeg blev formet af studietiden på universitet, hvor ord og idéer flød sammen. Fra Inger Christensens præcise poesi til Theis Ørntofts vilde naturdigtning fandt jeg udtryk, der både konfronterede og fortryllede. Det handler om sprog, der åbner øjne og tankestrømme, der aldrig slipper.

Personlige og politiske fortællinger

I dag arbejder jeg i Gentofte Bibliotekerne og er stadig drevet af litteraturens evne til at forbinde mennesker og fortællinger. Jeg elsker bøger, der balancerer det personlige og det politiske – som Annie Ernauxs erindringsfortællinger eller Caspar Erics skarpe tekster om kroppen i verden. Martin Kongstads mad- og livsbetragtninger minder mig om, at litteratur også kan være morsom og dybt menneskelig.

En ny forståelse af gamle bøger

Den tilgang tager jeg med ind i podcasten Genlæst, hvor vi på 30 minutter dykker ned i tre bøger, der taler ind i et eviggyldigt tema eller føles særligt aktuelle. Vi diskuterer, hvordan bøger kan give genlyd gennem tiden og skabe nye forbindelser. Litteratur er ikke bare noget, vi læser – det er noget, vi genoplever og forstår på nye måder, hver gang vi åbner en bog.