Pige med blomster i håret
Pige med blomster i håret

12 spændende Young Adult-bøger

03.07.20
YA = Young Adult = Ung Voksen. De to bogstaver dækker over en guldgrube af fantastiske bøger for unge voksne. Kærligheden, uddannelsen, vennerne, flytte hjemmefra, sorg, glæde - hele dramaet favnes i YA-bøgerne, der primært henvender sig til de ca. 15-25 årige. Vi har fundet en håndfuld frem til sommerlæsningen - god fornøjelse!

Elsker du Hunger Games trilogien? Så kan du glæde dig til at læse "En fortælling om sangfugle og slanger" af Suzanne Collins. Vi bliver taget med tilbage til tiden 64 år før Katniss Everdeen, og udover en spændende historie får vi også svar på, hvordan Dødsspillet blev, sådan som vi kender det fra trilogien. 

Det øjeblik du tvivler

Sarah Engells nye roman handler om den 18-årige Vigga, som er en af de sejeste kvindelige skatere i København. Man må være hårdhudet for at være kvinde i en ekstrem mandesport. Men da Vigga forelsker sig i William, begynder hun også at modtage trusler og klamme beskeder. En stærk fortælling om, hvor hurtigt man kan falde fra hinanden og miste grebet om sit liv – også selvom man er vant til at stå op for sig selv. 

Nu sker det

I "Nu sker det" af Sofia Norlin møder vi Stella, som er den populære, selvsikre pige i klassen. Men hun har lyst til at råbe højt, at hun er forelsket i veninden Sigrid. Hun tør bare ikke. For hvad føler Sigrid og hvad vil de andre sige?

Kvantespring

Astrids storesøster, Cecilie, lider af angst og har rigtigt svært ved at håndtere hverdagen. Astrid må støtte Cecilie hver gang, hun har brug for det, og pludselig er der slet ikke plads til bare at være Astrid. En velskrevet roman om angst og om at leve med angst inde på livet. 

Se mig

"Se mig" handler om  Zira og Alberte som begge går i 1.g. De har været bedste veninder hele deres liv, men der har været et smerteligt brud imellem dem. Zira lider af selvhad, og er sin egen værste fjende, og Alberte spinder sig selv ind i en konstrueret Youtube-identitet. En velskrevet og realistisk YA-roman, som viser bagsiden af den blankpolerede SoMe facade.

Fra ild til Aske

Der fremkaldes både grin, tårer og eftertanke, når den forvirrende kærlighed og de svære følelser behandles i denne debutroman. 16-årige Anthony - Tony - har styr på det hele, hvis bare andre gider at holde sig på afstand. Det er fint nok, hvis Aske er til fyre. Dét er Tony bestemt ikke. Tror han nok.. 

Prinsen af ondskab 

Holly Black er et stort navn indenfor fantasygenren, og på dansk kendes hun bl.a. for sit arbejde med Spiderwick-bøgerne og serien "Magisterium", som hun har skrevet sammen med Cassandra Clare. "Prinsen af ondskab" er første bind af en fantastisk ny fantasy-serie, "Folk of the Air". Jude og hendes søster Tarryn er som børn blevet bortført til den eventyrlige verden Faerie. Her vokser de op blandt feer, alfer og elvere. Men det er hårdt at være et dødeligt menneske blandt gudesmukke og udødelige skabninger. 

Burn

Fabelagtige Patrick Ness har skrevet "Burn" - en roman om den kolde krig, drager og magiske relationer mellem mennesker. I romanen leger Ness med tanken om, hvordan verden kunne se ud, hvis drager virkelig eksisterede, og hvis verdens tipping point var baseret på udfaldet af en drages profeti midt i Den kolde krig. For der skal kun én hændelse til for at ændre dit perspektiv på verden og dem du kender, for altid. Læs også hans serie "Knivens stemme". Serien er i gang med at blive filmatiseret. 

Af blod og støv

Første bind i en ny fantasyserie om en ung heks, en ung krigerkvinde, to unge venner og en ung kronprins. Snart tager deres liv en drastisk omvæltning, og de må lære at navigere i en verden fyldt med magt, magi og dystre kræfter. For unge og voksne eventyr- og fantasyfans. 

Smukke dreng

Den smukke 17-årige Nor fra whiskybæltet har udadtil alt, men indvendigt falder alting fra hinanden. Efter nogle svære situationer, forsøger han selvmord og anbringes hos sin ukendte mormor i Jylland. En velskrevet og hårdtslående ungdomsroman om selvskade, skam og sorg. En av de bøger, der bare skal læses.

Ny sommerserie af Jenny Han

Jenny Han er kendt for bøgerne om Lara Jean ("Hvis bare du var min", "PS:Jeg elsker dig stadig" og "For altid, Lara Jean"), som er filmatiseret til Netflix. Nu kan I læse en romantisk sommerserie om 15-årige Belly og hendes svære valg mellem de to drenge Conrad og Jeremiah. Bøgerne hedder "Den sommer altig ændrede sig" og "Sommer uden dig" og en tredje del er på vej. Reserver bøgerne i listen her nedenunder. 

Du finder også bøgerne på ereolen eller hvis du hellere vil læse bøgerne på engelsk, så kan du finde rigtig mange af dem på eReolen Global.

 

Materialer