Biblioteket anbefaler: ”Berømte mænd som har været i Sunne” af Göran Tunstrøm.

”Når mødre dør, så mister man et verdenshjørnerne. Så mister man hvert andet åndedrag, så mister man en lysning i skoven. Når mødre dør, gror alting til”.

Sådan starter et af de mange vidunderlige kapitler i Göran Tunströms roman ”Berømte mænd som har været i Sunne”. En roman, jeg bliver ved med at vende tilbage til, men alligevel altid læser for første gang. Den er nemlig uudtømmelig i sin betydning, sit sprog, sin poesi. Tunströms ord og sætninger bliver en del af én, som en melodi man ikke kan slå ud af hovedet. Pludselig, når man går på gaden, rammes man af ordene: ”Harald Pihlgren sagde altid at hans liv begyndte blandt tulipaner. Det er i et hav af rødt han for første gang bevidst trækker vejret.”

Romanen er komponeret som et puslespil og springer legende rundt i tid og sted, men alligevel er det en ualmindelig sammenhængende og helstøbt roman. Handlingen lader sig vanskeligt beskrive, og ethvert forsøg giver én følelsen af at styre uden om det egentlige. For hvad er det? Stellan Jonsson Lök har en forretning i Sunne, men bruger den meste af sin tid på at samle autografer og skrive et festskrift om berømte mænd, som har besøgt byen. Der er bare ikke rigtig nogen berømte mænd, der har været i Sunne. Så i stedet møder vi en vifte af de skæbner, der befolker den lille by. Tag eksempelvis den ukendte kunstmaler Harald, om hvis mor det hedder: ”Hendes krop var tung og rugende, et udsagn i sig selv. Nydende klagede hun over alting”

Vi genser flere af de mennesker, vi lærte at kende i ”Tyven”, Ida, den grå Reminicens og mange andre herlige eksistenser, men i denne roman lader Tunström flere gribende og uforglemmelige personligheder træde frem i lyset. ”Berømte mænd som har været i Sunne” er uudtømmelig i poetiske skønhed. Som hele Tunstrøms forfatterskab er den båret af en stor kærlighed til det menneskelige nærbillede, der kombineres med en sprudlende humor og et fortællelykke, der skaber små sproglige mirakler på hver side. Der er kun en ting, jeg vil anbefale mere, end at du læser denne bog, og det er at du genlæser den.

Den svenske forfatter Göran Tunström, der døde umiddelbart efter udgivelsen af denne bog, fik Nordisk Råds Litteraturpris i 1984. Han har desuden skrevet mesterværker som ”Juleoratoriet” og ”Tyven”.
 

Materialer