Ursula Le Guin og bogen Bæreposeteorien om fiktion
Foto: Marian Wood

Biblioteket anbefaler: Bogen "Bæreposeteorien om fiktion"

Ursula K. Le Guins værk fra 1986 er blot 14 sider og er mere aktuelt end nogensinde.

Den amerikanske forfatter og oversætter Ursula K. Le Guin (1929-2018) er mest kendt for sine science fiction- og fantasyromaner, men skrev også inden for andre genrer.

Et af hendes mest kendte essays er det ultrakorte, men betydningsfulde – og i øvrigt højaktuelle – Bæreposeteorien om fiktion fra 1986, der udkom på dansk i 2017 på mikroforlaget Virkelig i et samarbejde med Laboratorium for Æstetik og Økologi.

Essayet på bare 14 sider er en slags feministisk poetologi, der handler om en ny vej for litteraturen. Og på samme tid et forsvar for bæreposen, ’the carrier bag’, som første kulturbærende objekt, set i modsætning til ”lange, hårde genstande til at stikke, slå og dræbe med”

Betydningen af beholderen

Hun redegør for, at beholderen fortjener en central plads i vores historier og fortællinger, der ellers hovedsageligt handler om heroiske gerninger udført med våben, vold og magt, eller det der svarer til.

For havde man ikke opfundet beholdere – ”et blad et græskar en skal et net en pose en slynge en sæk en flaske en gryde en kasse en beholder” –  da vi levede som jægere og samlere, var der ikke mulighed for at bære bær, nødder, flyvehavre, eller hvad man nu havde fundet, med hjem til resten af flokken – eller at bære sit barn på ryggen og have hænderne fri til andre ting.

Men jægerne, der indimellem gik på jagt, kom imidlertid ikke kun hjem med kød, men også med en drabelig historie med en helt i hovedrollen. Og det er den historie, vi har hørt i forskellige variationer gennem hele menneskets historie.

Ursula Le Guin mener, at den historie er ved at nå sin afslutning, og hun opstiller et alternativ til den heroiske fortælling; en mere bæredygtig og livgivende historie.

Ikke en fortælling om at dræbe og besejre, men en om at give liv. Det er hendes forståelse af science fiction, som noget opbyggeligt og beskrivende og ikke nødvendigvis som apokalyptisk og lineært fremadskridende.

Økofeminismen som tendens

Og kigger man på tendenser i samtidslitteraturen, er Ursula Le Guins Bæreposeteorien om fiktion mere aktuel end nogensinde.

Både i Danmark og udlandet udkommer der flere og flere værker inden for genren økofeminisme, der kobler moderskab med bæredygtighed og økologi og handler om omsorg og redebyggeri i en verden, der trues af klimakrisen og økonomisk kollaps. Som om forfatterne har lyttet til Ursula Le Guin, der skriver:

”[V]i har alle hørt alt om alle de kæppe og spyd og sværd, de ting, man kan slå og pirke og banke med, de lange hårde ting, men vi har ikke hørt om tingen at putte ting i, beholderen til den beholdte ting. Det er en ny historie. Det er nyt”.

Eller som om tiden nu (endelig) er kommet til at fortælle en anden historie end mandens.

Materialer