Bogforsider

De forfattere sagde vi farvel til i 2021

I 2021 gik en række store forfattere bort – både danske og udenlandske. Vi har samlet en håndfuld af de allerstørste.

Anders Bodelsen

Anders Bodelsen var en produktiv og populær herre, der både bredte sig over romaner, noveller og skuespil. Sideløbende var han freelancejournalist hos Dagbladet Information og senere Politiken.

Han var sublim til at skildre hverdagen og de situationer, mange af os kan nikke genkendende til. Nogle af hans bedst kendte værker tæller: "Guldregn", "Tænk på et tal" og "Hændeligt Uheld".

Anders Bodelsen døde den 17. oktober 2021 og blev 84 år.

Vita Andersen

Vita Andersen

Vita Andersen debuterede på den litterære scene i 1977 med digtsamlingen "Tryghedsnarkomaner". Den var ikke synderligt populær blandt anmelderne, men læserne elskede den, og første oplag blev udsolgt på bare 20 minutter.

Vita Andersen bevægede sig i flere genrer, og i 2017 vandt hun både læsernes og anmelderenes hjerter med sin sjette roman "Indigo".

Hun døde den 20. juli 2021 og blev 78 år.

Johannes Møllehave

Johannes Møllehave

Mere end 100 bøger blev det til fra Johannes Møllehaves hånd. Og hans store kærlighed til sproget blev udfoldet i mange forskellige genrer – fælles for hans udgivelser var dog humoren, som var en fast følgesvend.

Johannes Møllehave var både præst, forfatter og foredragsholder, og med mere end en million solgte bøger skrev han sig ind i danskernes hjerter.

Han døde 10. maj 2021 og blev 84 år.

Gunilla Bergstrøm

Gunilla Bergstrøm

De fleste kender hende formentlig som forfatteren bag de kendte og elskede børnebøger om drengen Alfons Åberg. Og det er da også udgivelserne om den tænksomme dreng, der fylder mest i hendes portefølje. 

Gunilla Bergstrøm startede dog karrieren som journalist, hvor hun nåede at arbejde på både Dagens Nyheter og Aftonbladet i Stockholm. I 1971 udgav hun sin første børnebog, "Mias far flytter", og året efter kom den første bog om Alfons Åberg, "Godnat, Alfons Åberg".

Gunilla Bergstrøm døde den 25. august 2021 og blev 79 år.

Anne Rice

Anne Rice

Det er ikke for ingenting, at hun blev kaldt for "vampyrernes dronning" – de blege blodsugere lagde nemlig ofte vejen forbi hendes bøger.

Den mest berømte bog var "En vampyrs bekendelser" fra 1976, som i 1994 fik et gigantisk publikum, efter Tom Cruise og Brad Pitt gav den som vampyrerne Lestat og Louis i filmatiseringen af bogen.

Anne Rice døde den 11. december 2021 og blev 80 år.

    Andre forfattere, der døde i 2021

    • 25. januar: Jørgen Flindt Pedersen, dansk journalist og forfatter (f. 1940)
       
    • 15. april: Gunnar Hoydal, færøsk forfatter (f. 1941)
       
    • 11. juni: Lucinda Riley, irsk forfatter (f. 1968)
       
    • 13. juni: Saadi Youssef, irakisk forfatter, digter og journalist (f. 1934)
       
    • 29. juni: Jørgen Sonnergaard, dansk redaktør, oversætter og forfatter (f. 1936)
       
    • 17. september: Thorstein Thomsen, dansk forfatter og musiker (f. 1950)
       
    • 23. september: Kjell Askildsen, norsk forfatter (f. 1929)
       
    • 8. oktober: Bjarne Nielsen Brovst, dansk forfatter og foredragsholder (f. 1947)
       
    • 9. oktober: Charlotte Strandgaard, dansk forfatter (f. 1943)
       
    • 3. november: Kurt Thyboe, dansk forfatter, journalist og sportskommentator (f. 1940)
       
    • 11. november: Per Aage Brandt, dansk digter, oversætter, forfatter, musiker og sprogforsker (f. 1944)
       
    • 13. november: Wilbur Smith, sydafrikansk forfatter (f. 1933)
       
    • 23. december: Joan Didion, amerikansk forfatter og litteraturjournalist (f. 1934)
       
    • 27. december: Keri Hulme, New Zealandsk forfatter (f. 1947)
    Materialer