Tove Ditlevsen – 100 år

Hudløse værker

Tove Ditlevsen (1917-1976) var populær blandt sine læsere, både som lyriker og prosaist. Hun brugte sin fattige opvækst, sin skrøbelige psyke og mange års problemer med både kærligheden og misbrug som udgangspunkt og inspirationskilde for sit forfatterskab. Resultatet blev en række meget ærlige og hudløse værker.

Brevkasseredaktør og prismodtager

I en lang årrække frem til sin død fungerede Tove Ditlevsen som brevkasseredaktør på Familie Journalen, hvor hun på sin egen direkte måde gav svar på tiltale, men hvor hendes store menneskeforståelse på tværs af klasseskel skinnede klart igennem.

Tove Ditlevsen modtog flere priser, bl.a. Emil Aarestrup-Medaljen (1954), De Gyldne Laurbær (1956), Kulturministeriets Børnebogspris (1959) og Søren Gyldendal Prisen (1971). 

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976. Hun blev begravet fra Kristkirken på hendes barndoms Vesterbro og hendes status som folkekær digter gjorde, at tæt ved tusind mennesker fulgte hende til graven.

Barndommen

Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro i København i 1917 og hendes barndom var præget af fattigdom. Tove Ditlevsens mor var meget dominerende, og det komplicerede mor-datter forhold er tematiseret gennem forfatterskabet. Som 12-årig begyndte Tove Ditlevsen at skrive digte, og de blev et frirum fra de trange kår og den uberegnelige mor.

Det brændte barn

Tove Ditlevsen fortæller i alle sine bøger historien om det "brændte" barn. Barnet støder sig - også som voksen - på tilværelsen, som er nådesløs og næsten også glædesløs. Livet bliver derfor gennemtrukket af en smerte, som kan virke uoverkommelig. Det brændte barn er Tove Ditlevsen selv, for liv og digtning er smeltet sammen hos Tove Ditlevsen.

Lyrikken

Tove Ditlevsen debuterede i 1939 som lyriker med digtsamlingen Pigesind. Som lyriker holdt hun sig gennem mange år til kendte lyriske virkemidler og former. Hun brugte rim og kendte versrytmer, og hendes foretrukne figur var sammenligningen.

Efter Pigesind fulgte Lille verden (1942) og Blinkende lygter (1947), der blev solgt i 10.000 eksemplarer - et kæmpe tal for digtsamlinger i Danmark. Kvindesind (1955) fortsatte linjen fra Pigesind og Blinkende lygter. I alle samlinger findes digte, der kredser om faserne i kvindens liv, om kærlighedens flygtighed og angsten for at miste både børnene og den elskede.

I digtsamlingerne De voksne (1969) og Det runde værelse (1973) slap Tove Ditlevsen sit traditionelle formsprog. Alle digtene i De voksne er uden rim og med varierende strofelængde. Motiverne er angst, død og ensomhed og en udtalt følelse af, at helvede ikke er de andre, men er i én selv.

Romaner og noveller

Man kan inddele Tove Ditlevsens romaner og noveller i to grupper. Den ene handler om børn og unge, om deres kamp for at finde ud af, hvem de er, og om deres desperate håb om at få del i de voksnes kærlighed. Den anden gruppe handler om ægteskabs- og generationsproblemer.

Fra barnets perspektiv

Tove Ditlevsens første roman Man gjorde et barn fortræd udkom i 1941. Den beskriver arbejderkvarterets kontante forhold til seksualiteten, hvor hovedpersonen kæmper med en neurose efter et tidligt seksuelt overgreb.

Den selvbiografiske roman Barndommens gade fra 1943 er Tove Ditlevsens mest læste og elskede bog. Den skildrer proletarpigen Ester, der vokser op i en gade på Vesterbro, og som på godt og ondt formes af denne gade. Romanen blev i 1986 filmatiseret af Astrid Henning-Jensen med Sofie Gråbøl i hovedrollen som Ester.

Barnet er også i centrum i den følgende bog For barnets skyld fra 1946, som handler om en skilsmisse set fra barnets perspektiv med besættelsestiden som baggrund.

Kærlighed og ensomhed

Vi har kun hinanden fra 1954 beskriver kvindens kærlighedsløse og ensomme liv i middelklassefamilien.

Ansigterne, som udkom i 1968, er en ægteskabs- og sammenbrudsroman og en roman om den kvindelige kunstners splittede situation.

Gift fra 1971 er tredje del af Tove Ditlevsens erindringer, som efterfulgte de to bøger Barndom og Ungdom fra 1967.

Erindringsbøgerne Gift (1971) og Vilhelms værelse (1975) vakte med deres usminkede fremstilling af Tove Ditlevsens ægteskaber og hendes mangeårige misbrug voldsom offentlig interesse.

Ansigterne og Gift er begge skrevet i forbindelse med Tove Ditlevsens indlæggelser på psykiatrisk afdeling og de fremstår som de stærkeste blandt Tove Ditlevsens romaner, og betragtes som hovedværker i hendes forfatterskab.

Gift i Gentofte

Tove Ditlevsen boede i Gentofte i en periode af sit liv, og livet i forstaden er beskrevet i Gift. I Gift beskriver Tove Ditlevsen sine tre første ægteskaber, dermed også ægteskabet med lægen Carl Ryberg, som hun bliver gift med i 1945. Sammen med Carl Ryberg får Tove Ditlevsen sit andet barn – og adopterer et tredje, som er Carl Rybergs datter. Familien bor i årene 1945-1950 i en villa på Ewaldsbakken 34 i Dyssegård.

Borgerlivet og narkomanien

Livet i Dyssegård opfylder Tove Ditlevsens drøm om et almindeligt borgerliv, men det bliver et tragisk ægteskab, for i løbet af de fem år de bor på Ewaldsbakken bliver Tove Ditlevsen narkoman – godt hjulpet på vej af Carl Ryberg.  Titlen Gift hentyder naturligvis først og fremmest til Tove Ditlevsens ægteskaber, men bestemt også til hendes narkomani – den gift hun sprøjter ind i årerne. Tove Ditlevsen er gift fire gange, men hun er først og fremmest gift med skriften, så at sige. Hun udtaler selv flere gange, at hun kun er lykkelig, når hun skriver.

Ramaskrig

Gift blev ved udgivelsen i 1971 en kæmpe salgssucces, hjulpet godt på vej af den skandale og langvarige debat i pressen, som den udløste. Gift vakte også i den grad ramaskrig fra familierne til to af Tove Ditlevsens tidligere ægtemænd, Ebbe Munck og Carl Ryberg, som Tove Ditlevsen skriver meget skånselsløst om. Men det var Tove Ditlevsen fuldstændig upåvirket af – i hvert fald udadtil. Som hun selv skriver et sted i Gift: ”Når jeg skriver, tager jeg ikke hensyn til nogen.”

Gift blev i 2012 genudgivet af Gyldendal med forord af forfatteren Dy Plambeck.