Biblioteket anbefaler "Med krop og sjæl" af Ildiko Enyedi

28.11.18
Den ungarske film "Med krop og sjæl" vandt Guldbjørnen i Berlin i 2017.

Filmen indledes med en smuk og poetisk scene, hvor vi følger to rådyr, der elegant bevæger sig rundt om hinanden i en snedækket skov. Pludselig klippes til et larmende og blodigt slagteri i Budapest, hvor store køer rutinemæssigt slagtes et efter et.

Et barskt, men realistisk indblik, der nok kan få en del omvendt til vegetarisme. Instruktør Enyedi er selv dyreelsker og det er tydeligt, hun vil minde os om den brutale virkelighed bag slagteriets mure.

På selvsamme slagteri møder vi den midaldrende økonomichef Endre (Geza Morcsanyi). En forsagt type, der tilsyneladende har mistet meningen med livet.

Han er lam i den ene arm og har ikke været i selve slagtehallen de sidste 20 år. Han bryder sig ikke om den primitive omgangstone, der er på et slagteri og slet ikke at se dyrene lide.

Den unge Maria (Alexandra Borbély) er den nye kvalitetsinspektør, der holder sig strengt til regeringens standarder for kød. En køn, men introvert kvinde med stærkt autistiske træk og en fænomenal hukommelse. Igen en type, der virker komplet fejlcastet i slagteriets hårde miljø. Kollegerne finder hende da også asocial og pedantisk.

Fælles for Endre og Maria er en altomslugende ensomhed.

En psykolog hyres til at interviewe alle de ansatte på slagteriet, efter det er blevet afsløret at dyre-viagra (!!) er blevet stjålet fra stedet. Her kommer det frem, at Endre og Maria hver nat drømmer den samme drøm om de to tæt forbundne hjorte i skoven. Helt konkret kan de beskrive hinandens færden i drømmenes landskaber.

Psykologen tror, naturligt nok, at de laver sjov med hende, hvilket de begge dog benægter. De kender jo knapt hinanden. Men langsomt åbner de to indadvendte mennesker sig op og de finder fælles forståelse. 

Kan drømmefælleskabet få dem tættere på hinanden? Kan kærlighedens kraft besejre deres selvpålagte isolation?

Filmen er instrueret af den 63-årige Ildiko Enyedi. Hun brød igennem i 1989 med filmen ‘Mit 20. Århundrede’ som blev et stort hit ved Cannes-festivalen. Siden har hun bl.a. lavet HBO-serien ‘Terapia’, en østeuropæisk version af serien ‘In Treatment’.

Alexandra Borbely og Geza Morcsanyi spiller med stor inderlighed og sårbarhed. Deres kemi og samspil er, på trods af den store aldersforskel, troværdigt, lidenskabeligt og rørende. At sidstnævnte faktisk er amatør og aldrig før spillet skuespil, er helt uforståeligt.

Foruden at vinde Guldbjørnen i Berlin i 2017 var Med krop og sjæl også Ungarns bud på en Oscar for bedste udenlandske film.

Den er en dybt original og forunderlig kærlighedsfilm, fyldt med kontraster, symbolik og smukke visuelle indfald. På samme tid foruroligende og opløftende samt smuk og brutal. En spejling af ufriheden i det vestlige produktionssamfund.

Er vi i virkeligheden som køerne på slagteriet, der blot venter på døden og kan vi kun leve frit i vores drømme?

Med krop og sjæl er en anderledes og tankevækkende kærlighedshistorie.   

Se Med krop og sjæl på Filmstriben