Det ses ofte i Pia Tafdrups lyriske forfatterskab, hvordan et motiv eller et tema varieres og videreføres fra den ene bog til den anden. Således også i denne nye, store digtsamling, hvis første kim daterer sig tilbage til forfatterens ophold i Jerusalem i forbindelse med tilblivelsen af Territorialsang, (1994), og mødet med en patriarkalsk kultur der affødte forestillingen om at der også måtte være en "dronningeport" til verden og sproget. Også her er der tale om en stor, sluttet komposition, bestående af ni suiter, der hver især indeholder syv digte, hvor tallene spejler både den kvindelige frugtbarhedscyklus og den kristne skabelsesberetning. Med vandets element som ledemotiv er der tale om en tæt sammenvævning af erindring, myte, natur og køn. Digtene mimer vandets bevægelser og forgrener sig i stadig nye konstellationer og betydninger, og formmæssigt modsvares det af at PT betjener sig af digtformer, der spænder fra lange, hymneagtige og episke forløb til korte, sprogligt pointerede tekster i modernistisk stil. Sansning og refleksion spiller imponerende og smukt sammen i denne på alle måder store bog, der rager op - ikke blot i PT's forfatterskab, men også i 90'ernes danske poesi