Uden at gøre ret meget væsen af sig, er dette en god digtsamling. Egon Clausen er debutant, men det mærkes ikke som usikkerhed, kun i et vagt elevforhold til eksisterende poeter. Som titlen angiver bruges sproget her i tilnærmelsesøjemed, tilnærmelser til beskrivelser og storbymiljøer og -situationer, forsøg på at sammenfatte adsplittede ting og sager i den moderne tilværelse. Men samtidig ligger der nede under denne holdning en anden og farligere, som kun i glimt får ordet. Oprør, en lammende skepsis, lysten til blot at smide det hele ud, uden at spilde tiden med at sortere eventuelle værdifulde småsager fra. Dette lurer, og man havde måske gerne set mere til det, i hvert fald havde man gerne set det brugt som påskud til at gøre op med den sprogholdning, der nu ligger som et pænhedens og vaghedens slør over de fleste af digtene