Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

Den japanske tegnefilmester, Hayao Miyazakis bebudede sidste film (han er årgang 1941) er et betagende smukt og vemodigt kunstnerisk testamente, der skildrer en flyingeniørs drømme - og drømmenes omkostninger. Modsat størstedelen af Miyazakis produktion er denne film for et voksent publikum, men den visuelle fantasi og sprudlende fortællelyst vil også have appel til større børn og unge

Beskrivelse

Jiro Horikoshi drømmer som dreng om flyvemaskiner og fører i fantasien samtaler med den italienske flydesigner Gianni Caproni (1886-1957). Men han er for nærsynet til at blive pilot og bliver derfor ingeniør og udvikler Mitsubishis jagerfly Zero Fighter, der bliver den japanske krigsindustris es under 2. verdenskrig. "Når vinden rejser sig" er tilegnet Jiro Horikoshi (1903-1982) og Tatsuo Hori (1904-1953). Førstnævnte er den berømte flyingeniør og sidstnævnte forfatteren til den bog, som filmen løseligt bygger på (bog- og filmtitel skyldes den franske forfatter Paul Valéry). Miyazakis testamente er altså en biografisk film om en mand, der er besat af en vision og betaler en stor pris. Hustruen dør alene på et sanatorium af tuberkulose, og ingen af de flotte fly og deres piloter vender hjem igen efter krigens afslutning. De er skudt ned eller ødelagt af selvmordspiloter

Vurdering

Et mesterværk

Andre film om samme emne

Flyglæden kendes fra Miyazakis egen Porco Rosso, 1992 og Steven Spielbergs Solens rige, 1987