Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Kort om bogen

En billedbog om en lille fisker der fanger fisk i spandevis, men han har ingen at dele dem med, og det er madspild. For børn på 4-7 år

Beskrivelse

På en klippeø bor en lille fisker helt alene. Hver dag fanger han spandevis med fisk. Han tilbereder dem alle, når han kommer hjem til sit lille hus, for han håber hver dag på at få gæster. Der kommer desværre ingen, så han smider hver dag store mængder mad væk. En dag får han besøg af en stor hval, og den tager med den lille fisker på fisketur, men nu er der intet at fange. Hvalen fortæller, at fiskeren er alt for grådig, når han fanger flere fisk end han har brug for. Hvalen lover at hjælpe, hvis fiskeren fremover kun vil fange det han har brug for. Fiskeren accepterer og han får også lov af hvalen til at hjælpe de andre fiskere, som heller ikke længere kan fange fisk i de kendte vande

Vurdering

Det er en anvendelig og letforståelig billedbog med et klart mål og budskab. Billederne er enkle og naive, som passer fint til temaet om madspild og bæredygtighed

Andre bøger om samme emne

Historiens basale ide ligner i bund og grund det grønlandske sagn om "Havets mor", som er udgivet på dansk i udgaver for lidt ældre børn, senest fx Månemanden og andre fortællinger fra Grønland af Gunvor Bjerre og Sila af Lana Hansen