Lektørudtalelse

Forfatter: Anny Skov Madsen

Den engelske forfatter Virginia Woolf (1882-1941) er stadig en stor inspiration for nutidens forfattere og filminstruktører. Senest blev der over M. Cunningham: Timerne (2000) skabt den roste og prisbelønnede film "The hours". Filmen er en fortolkning af Mrs. Dalloway (1925). Romanen foregår på en varm junidag i London og handler om Clarissas forberedelser til et aftenselskab. Der er ikke nogen egentlig handling eller drama, men det er personernes erindringer, sanser, tanker, refleksioner, håb, drømme, uopfyldte muligheder, der kredses om. Alle relaterer sig på forskellige måder til Clarissa, og vi får derfor både et selvportræt og et portræt set fra ægtemanden, ungdomskæresten, veninden, datteren og flere andre. Det er en betagende roman, som genialt beskriver en moden kvindes sind i en "stream of consciousness" teknik a la James Joyce. Sproget er som et langt flydende digt, hvor forskellige tids- og bevidsthedsplaner ophæves til et nu: "...var alt det, hun elskede; livet; London; dette øjeblik i juni." Bogen er for alle, der kan nyde et ubesværet sprog med et aktuelt indhold om livets erfaringer og fylde på godt og ondt. Udgaven i Jørgen Chr. Hansens oversættelse udkom første gang i 1984