Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Gunilla Park

Kort om bogen

I denne bog kan du få en masse spændende viden om hvad der gemmer sig af dyreliv i, under og på isen ved Polarhavet. Dyk med i det kolde hav og find ud af, hvorfor vi skal passe ekstra godt på vores kolde verden mod nord. For 7-11-årige

Beskrivelse

"Under polarisen" er en fagbilledbog med en masse fakta om alle de organismer og dyr, der lever i Polarhavet. Bogen fortæller om de mange forskellige arter, der bor under, i og på isen. Vi får også forklaret, hvorfor isen på polerne er vigtig i forhold til økosystemer og klima. Bogen fortæller om de begyndende klimaforandringer og konsekvenserne, hvis isen smelter helt væk. Bogen er gennemillustreret og teksten sat i små blokke på siderne. Findes som ebog og bog

Vurdering

En utrolig smuk fagbilledbog, der på en gribende måde fortæller om polarisen og polarhavets dyr og organismer, som hver især har deres plads i et sindrigt men skrøbeligt og foranderligt økosystem. Tonen i bogen er ikke dommedagsagtig, og bogen kommer til sidst med en række jordnære bud på, hvad vi som enkeltpersoner kan gøre for at passe bedre på vores planet

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke mange lette fagbøger om polerne. Et bud kunne være Arktis fra serien "Min første bog". Derudover kan nævnes Kolde fakta om is og Polarområderne. De to sidstnævnte er dog en hel del sværere og henvender sig til de 12-14-årige