Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Bille

Kort om bogen

Scrooge er en hård og kold mand. Dette eventyr begynder en vinterdag, lige så kold som Scrooges hjerte, men da han hjemsøges af tre ånder tvinges han til at tænke over sine handlinger. For de 8-10-årige

Beskrivelse

Genfortælling af den originale udgave af "Et juleeventyr", skrevet som letlæsningsbog (lix 19,6). Forretningsmanden Ebenezer Scrooge er en gnaven, ubehagelig, ensom gnier, som hader julen. Efter kompagnonens død har han mistet enhver forbindelse med omverdenen, og den tilstundende juls krav om godgørenhed irriterer ham. Han lukker sig inde med sine penge, mens fattigfolk sulter og dør i Londons gader. Om natten hjemsøges Scrooge af julens ånder - fortidens, nutidens og fremtidens - der viser ham det liv, han har levet og det liv, der er ham i vente. Kan Scrooge på én nat lære, at livet, glæden og kærligheden er mere værd end alverdens penge? Teksten er sat med stor skrift. På nogle sider er der tale- tænkebobler. Layoutet er kendt fra andre titler i serien "Flachs - læs selv"

Vurdering

Et dejligt "juleeventyr" med søde, hyggelige og detaljerede farvede tegninger. Selv i denne letlæsningsudgave er Dickens' morale eviggyldig: Penge er ikke alt - og den, der giver glæde, skal høste endnu større glæde selv

Andre bøger om samme emne

Andre bøger i serien med samme lix er fx Sinbad Søfareren og Troldmandens lærling