Biblioteket anbefaler: Billedbogen ”Hval”
Med ”Hval” har Anna Jacobina Jacobsen skrevet en smuk, filosofisk og rørende billedbog om et barns oplevelse og sorgproces over forældrenes skilsmisse.
Af Tine Dahl Bengtsson
På bogens allerførste side kan vi læse:
Først var der røde øjne og nikkende hoveder og blide ord som: ”Bedst for alle” og ”En helt ny start” og ”Vi er stadig gode venner”. Så fik hvide knoer bordet til at ryste og kaffekopper fløj op som forskrækkede fugle, som røde øjne fulgte, da de fortsatte deres flugt i alle retningen. Og de så ikke, at ordene lavede hul i hende.
Ordene er stærke og gør indtryk. Det samme gælder billedsiden, som viser en lille pige, der mister balancen og vælter på sin stol, mens et stort hul åbenbarer sig lige dér, hvor navlen sidder.
Bogen viser et barns sorgproces, som beskrives og illustreres på fineste vis. Abstrakt og med plads til forskellige tolkninger, og på samme tid helt konkret og fysisk som at sætte et plaster på navlen, der hvor hullet er. Bogen er åben for fortolkning, og der er masser at tale om og udforske i en barn-voksen situation. Hvordan oplever og overlever man en sorg?
Billedbogen er for børn fra ca. 5 år, men den kan læses af alle aldre. Og læs den gerne sammen, for emnet kan være sårbart, og der er meget at tale om og forstå.
Billedbogen Ø og Fang fortællingen
Udover billedbogen Hval udgav Anna Jacobina Jacobsen den ordløse billedbog Ø i 2018. Ø handler om en pige, der bor helt alene på en ø og en morgen finder en lille havfrue, der ligger klemt inde ned blandt sardinerne i en dåse sardiner.
Denne billedbog har inspireret til bibliotekernes Fang fortællingen-udstilling Ø, hvor leg og skønhed forenes, når man spejler sig i vandoverfladen, lægger sig til rette i en dåse sardiner eller blot sidder på græsset og kigger op i de blomsterkroner.
Udstillingen kan opleves på Gentofte Hovedbibliotek frem til d. 23. marts, og frem til sommerferien vil en miniudstilling cirkulere på bydelsbibliotekerne.
Flere hvaler
Har du en særlig forkærlighed for hvaler, så kan vi anbefale en tur til Dyssegård Bibliotek. Fjerde klasse fra Dyssegårdsskolen har læst Kaskelotternes sang af Bent Haller og har efterfølgende lavet fine hvaler i papmache og skrevet historier og haikudigte.
Biblioteket har fået lov til at udstille børnenes værker, som kan opleves i skøn forening med alverdens hvalbøger i hele februar måned.