Børn og unge

Er vi der snart? Sæt en lydbog på!

Ferien er den perfekte tid til gode historier – og med lydbøger kan underholdningen komme med overalt.

Af Kajsa Nerud

Uanset om I sidder på bagsædet på vej mod feriedestinationen, slapper af i sommerhuset eller nyder en dag på stranden, kan en god lydbog gøre oplevelsen endnu bedre.

Der er noget særligt ved at lytte sammen. Måske griner hele familien af Sallys far, følger spændt med i Ternet Ninjas vilde eventyr eller genoplever de elskede historier om Emil fra Lønneberg. Lydbøger kan samle store og små om fælles oplevelser og samtidig skabe ro på de lange feriedage.

Lydbøger til børn i alle aldre

De yngste kan lytte til hyggelige fortællinger med velkendte figurer og masser af humor, mens de lidt større børn kan forsvinde ind i fantasifulde eventyr og spændende historier. For de ældste venter fortællinger fyldt med venskab, mysterier, gys og magi – historier, der gør det svært at trykke på pause.

Det bedste er, at biblioteket altid er lige ved hånden. Med lydbøger online kan I tage historierne med på ferie, uanset hvor sommeren fører jer hen. Så find høretelefonerne frem, læn jer tilbage, og lad fortællingerne tage jer med på eventyr.