Nobelprisen i litteratur 2025: Giganternes år
Den 9. oktober bliver Nobelprisen i litteratur 2025 uddelt, og som altid er der stor spænding og mystik om, hvem der skal modtage den. Vores litteraturformidler og Nobelpris-ekspert Emil giver her sit bud på en vinder.
Af Emil Busch Madsen
I år er det mere åbent, end det har været længe. Sidste år løb den sydkoreanske forfatter Han Kang med hæderen, og hun blev dermed den første sydkoreaner til at modtage prisen.
Det var et overraskende valg, som de færreste havde forudset, men set i lyset af, at sydøstasiatisk litteratur oplever et veritabelt boom, var det også et signal fra komiteen.
Vi kan derfor med stor sandsynlighed udelukke lande fra den region i år. Nobelprisen bliver sjældent givet til den samme verdensdel to år i træk, og derfor skal vi rette blikket mod andre dele af verdenen.
Men hvor skal vi så kigge hen?
Jo, mit bud er, at vi skal lede efter noget andet end de sidste fem år. Nemlig en litterær gigant, som har et langt og velanset forfatterskab bag sig.

Bookmakernes favorit
Flere bookmakere peger på den australske forfatter Gerald Murnane. Murnane er et klassisk bud, da hans værker rummer det, man forbinder med en nobelprisvinder. Han skriver drømmende og eksperimenterende om eksistentielle og filosofiske temaer. Hovedværket Sletterne regnes i dag som en klassiker.
Et andet australsk bud er Alexis Wright, som tilhører et af Australiens oprindelige folk og har skrevet indgående om oprindelige folks vilkår. Særligt hvordan alkohol, sociale problemer og klima påvirker dem og hele den australske befolkning.
Ifølge flere spekulationer skulle Wright sidste år have modtaget prisen, men da det slap ud, at akademiet havde valgt hende, måtte de vælge en anden. Det er dog en historie, som ingen har bekræftet - heller ikke akademiet selv.
Caribien står for tur
Et af de områder i verden, som også står med en god chance, er de caribiske lande. Den seneste modtager var Derek Walcott fra Saint Lucia øerne, men de seneste år er den antiguanske forfatter Jamaica Kincaid blevet nævnt flere gange.
Kincaid har markeret sig ved at skrive om kvinders vilkår og hverdagen i både USA, men også under den engelske kolonialisme i Caribien. Hendes skrivestil er meget ligetil, men har fået stor omtale for særligt at kunne beskrive den mangfoldige caribiske verden, og den kolonialisme de mødte. Nok bedst beskrevet i romanen Lucy.
Melankolsk mester fra Ungarn
Vender vi blikket mod Europa, står to østeuropæiske lande med hver deres gode bud.
László Krasznahorkai fra Ungarn er i flere år blevet nævnt som en potentiel vinder, og i år er hans chance bedre end nogensinde. Han har en unik skrivestil med et melankolsk, dystopisk særpræg og et langt, prisvindende forfatterskab bag sig. Hovedværket i forfatterskabet er storromanen Modstandens melankoli, hvor første del også er filmatiseret af den anerkendte filminstruktør Bela Tarr.
Rumæniens surrealistiske Proust
Det andet land er Rumænien. Det er kun eksilforfatteren Herta Müller, der har modtaget Nobelprisen, så med sit unikke forfatterskab giver det Mircea Cărtărescu en særdeles stærk sag.
Ikke alene har han markeret sig politisk som pro demokratisk, men vigtigst af alt rummer hans bagkatalog alt fra postmodernistiske værker, historiske romaner og det surrealistiske hovedværk Solenoide, som har tryllebundet talrige læsere verden over.
Bookmakerne har ham højt på listen, og ser man på de sidste års statistik, er det aldrig den største favorit, der vinder. Det er snarere en af dem lige under. Meget peger derfor på Cărtărescu.
Værd at nævne
Der er dog flere forfattere, der fortjener at blive nævnt i Nobel-sammenhæng. Den canadiske forfatter Anne Carson, syriske Adonis og usbekiske Hamid Ismailov, som har levet 30 år i eksil, hvis værker er forbudt i Usbekistan.
En sidste kandidat er mexicanske Cristina Rivera Garza. Garza har med sit store, intellektuelle og prisvindende forfatterskab skabt fokus på kvinders rettigheder i Mexico og de femicides, der til stadighed foregår i Mexico.
Hun er de sidste par uger rykket højere og højere op på flere bookmakeres liste, og eksperter og folk i det internationale litteraturmiljø elsker hende for de både politiske og eksistentielle værker. Bliv derfor ikke overrasket, hvis hun løber med det hele.
Emils Nobel top-3:
- Mircea Cărtărescu
- Cristina Rivera Garza
- László Krasznahorkai