Biblioteket anbefaler: Bogen "Mors dreng"

12.04.23
Kulturjournalist Adrian Hughes’ bogdebut fortæller med humor og selvrefleksionen i behold om både moren, Jette Dreyer, og morfaren, byggematadoren Thorvald Dreyers liv, løgne og lyster.

Adrian Hughes udforskede allerede sin familiehistorie i den meget populære podcast Mors afskedsbrev, som udkom på DR lyd i 2021.

I bogen går han endnu dybere og graver i især morfarens liv og bedrag for bedre at kunne forstå sin mors had og bitterhed – og ikke mindst hendes manglende evne til at være mor for sine sønner.

Yndlingssønnen

Hughes fortæller som yndlingssønnen (den eneste, der ikke bliver nedrakket i det berømte afskedsbrev, moren efterlader sig) men også som den af sønnerne, der ligner moren mest.

Og han vedkender sig også at have en rem af huden i den kulturelle snobbethed og opadstræben, som moren lægger for dagen. En stræben, hun aldrig formår at få tilfredsstillet til fulde og som skygger totalt for evnen til at være til stede i sin egen familie og ikke mindst være mor for de fire sønner.

Hun vokser op i den velhavende Frederiksberg-villa som enebarn, der i kuldslået ensomhed og jagt på sin fars kærlighed allerede som barn finder ud af, at løgne og bedrag er vejen frem – både for hende selv, men også for familien som helhed.

Vi får historien om den dysfunktionelle familie i den glamourøse overklasse, hvor intriger, falske graviditeter og mystiske dødsfald hersker. Ingen er reelt til stede for andre end sig selv – og slet ikke, hvis der ikke er noget personligt at vinde ved det.

Bitter og ensom

”Fra sin opvækst i landets mest luksuriøse omgivelser var Jette via skrumpende mellemstationer endt på førtidspension i en halvandetværelses i Ådalsparken i Kokkedal (…) i en rollatorvenlig stuelejlighed i det sociale boligbyggeri, klemt af for mange møbler på for lidt plads, med en stank af tis i luften, som sparsom hjemmehjælp ikke var kommet til livs”.

Mor Jettes deroute er både tydelig og tragisk. Hun bliver aldrig i stand til at elske andre end sig selv til nød yngstesønnen Adrian, når han vel at mærke laver noget tilpas ”fint” og ”kulturelt”. Men også ham udånder hun en bitterhed udover. En bitterhed over livet generelt og i særdeleshed over hans far og de tre brødre.

De tre ældre brødre har alle hver deres versioner af deres opvækst, af moren og måden at tackle afskedsbrevets had på. Gennem arbejdet med bogen bliver Adrian Hughes også selv mere og mere klar over, hvilken særstatus han har haft – og hvilke løgne, han har troet på.

Det er også en af bogens styrker, at Hughes bruger sig selv og sin egen udvikling i romanen; ”(…) mit skønmaleri gnidres, når jeg hører mine brødres oplevelse”. Men også, at han samtidig står ved den kærlighed, han trods alt har til sin mor.

En verdensmand

Morfaren udgør afsatsen for Jettes og hele familiens skævvredne værdier og selvbillede. Som en enehersker i millionærklasse vælger og vrager han blandt mennesker, skalter og valter med både kvinder, børn og penge og trækker et langt spor af ufred og løgne efter sig.

Dette spor forfølger Adrian Hughes, og som den journalist, han er, optrævler og udforsker han den bid for bid. Han går til kilderne selv, udspørger hver enkelt og får sammenstykket en troværdig og også meget læseværdig familiekrønike, der udforsker det dysfunktionelles mønster.

Han spørger sig selv om, hvor meget vi formes af familien – og om man nogensinde kan rive sig løs og ændre banen, eller om traumerne altid vil forfølge én?

Adrian Hughes

(f.1962) er journalist, tv- og radiovært, moderator og foredragsholder.

Han beskæftiger sig først og fremmest med kunst, kultur og sprog. Du kender ham måske fra DR2 og DRK med bl.a. tv-programmet ”Kunstquizzen” og ”Smagsdommerne” eller fra DR P1s ”Klog på Sprog”.

Adrian Hughes modtog i 2004 DR’s Sprogpris for med en ”sikker, original og engageret sproghandling, som fastholder seerne i hans udsendelser".

Mors dreng er Adrian Hughes’ debut som forfatter.

Materialer