Litteraturformidlerens Top 10 - Paul

10. Ovid: Metamorfoser

Når man sidder med den romerske digter Ovids Metamorfoser – læser den, genlæser den, i Gyldendals gen-udgivelse – står det pludseligt soleklart, at Metamorfoser ikke bare hænger på litteraturhistoriens store stumtjener – den er en af knagerne.

”Liv i forvandling, til nyt har jeg nu fået kald til at skildre.

Guder, støt mig deri – thi mit kald har I jo forvandlet!

Lad da min sang nå i havn fra verdens skabelsestider

indtil den dag der er vor, i et langt og uafbrudt epos.”

Sådan indleder Ovid (43 f.Kr. - 17 e.Kr.) sit storslåede epos. Og han skuffer ikke. Vi hører om verdens skabelse ud af kaos. Om menneskets skabelse – om dets umættelige begær, dets menneskelighed, der foranlediger den kontinuerlige degenerering af tiderne, fra guld til jern. Om menneskets udslettelse – da Jupiter sender Syndfloden som straf for menneskets gudløse adfærd – og deres genopståen af moderens kød. Om gudernes sværmerier, deres fejde og trættekære indblanding i menneskenes allerede indviklede livsbaner.

Der er tale om kendt stof fra den græske og latinske mytologi – selv for Ovid var der i det store hele tale om gammel vin på gamle flasker. Men Ovid samler trådene og spinder en sang der i sandhed er guderne værdig. Det er svulstigt og brutalt, storladent og underholdende – og smukt som ind i Hades. Og i Otto Steen Dues uovertrufne oversættelse har vi nu muligheden for at læse den på dansk – igen.

9. Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler

Kør din plov over de dødes knogler er en varm og rørende, til tider stærk og forunderligt morsom mordgåde, om skæbner, der i mere end en forstand lever i grænselandet.

Vi befinder os i en afsides del af Polen, i Klodzko Dalen på grænsen til Tjekkiet. Her, på et bakkedrag i et sommerferiehusområde, bor Jenina alene i sit hus. Sammen med Tavs og Store Fod er Jenina den eneste fastboende, der for at tjene lidt ekstra holder opsyn med de andre feriehuse om vinteren. Vejret kan være hårdt om vinteren, og vejene ufremkommelige. Desuden er hun optaget af at lægge horoskoper, hjælper en gammel elev med oversættelsen af William Blakes værker og er en ivrig dyreforkæmper – der ikke er bleg for at gribe ind, når jagtsæsonen skydes i gang.

Historien begynder en nat Tavs banker på døren. Søvndrukken og fortumlet kommer Jenina ud af sengen og lukker op. Tavs beder Jenina følge med, og sammen går de over til Store Fods hus, og ind i køkkenet, hvor de finder Store Fod død – kvalt af et ben fra et rådyr han selv har skudt. Store Fod drev krybskytteri, og Janina kan ikke andet end at føle en vis retfærdighed i, at et rådyr Store Fod har dræbt og spist, tog ham med sig i graven.  

Pludselig rammes det lille samfund af flere voldsomme dødsfald, flere åbenlyse mord, der har det tilfælles, at de dræbte, på den ene eller anden måde, ”tog sig af” dyr. Som en krølle på halen er der på gerningsstederne tydelige spor efter dyr. 

Olga Tokarczuk (f. 1962) har længe været anset som en af Polens største nulevende forfattere. Med Kør din plov over de dødes knogler har hun skrevet en veloplagt historie, der viser forfatterens sans for historiefortælling og et stort sprogligt overskud. 

8. Liliana Colanzi: Vores døde verden

Bolivia har i Liliana Colanzi endelig fået en litterær stemme, der vækker international opsigt.

Det skurer i kroppen når man læser Liliana Colanzis novellesamling, Vores døde verden, som Forlaget Silkefyret i år har beriget os med i en dansk oversættelse. I otte noveller – i døråbningen mellem det realistiske og fantastiske – sætter Liliana Colanzi sit hjemland under lup. Billedet er ikke just opmuntrende – et samfund hvor nutid og fortid kolliderer, som oftest på bekostning af det sidste, den oprindelige bolivianske kultur. En kultur vrimlende med ånder, bundet til religion og rodfæstet i overtro, der på samme tid hæmmer de unges løsrivelse og videre selvudvikling.

Som i novellen Chaco, hvor en dreng på vej hjem fra skole, finder en sovende mataco-indianer liggende i vejkanten:

”Han var fuld, og fluerne sværmede omkring ham. Han var høj og stor. Hans lændeklæde dækkede knap nok hans nosser. En beskidt indianer, uciviliseret, sagde man.”

De fortravlede lastbiler dytter af indianeren, men han ænser dem ikke. Drengen besættes af indianerens ånd, bliver en stemme i hans hoved, og sammen drager de ud på morderisk færd – som hævn over den nedværdigende behandling indianerstammerne så længe har været udsat for.

Det kan lyde som en bitter læsning at måtte sluge. Men man må lade sig skræmme af knoglen, der pryder forsidecoveret som en advarende pegefinger. Se det som et håndtag til at lukke op for en verden, der på trods af vreden og mismodet, der ulmer overfladen, er smukt beskrevet, begavet og vidunderligt blottet for genreforskrækkelse – en saftig litterær godbid, der føles helt unik.

7. Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden

”Forkullede træer bag varmedisen. Sorte grenstumper som skrifttegn mod himlen. Skorper af afsvedet græs over markerne langs jernbanen. Toget standser i voldsomme ryk. Ingen stiger af eller på. Intet læsses af eller på. Ingen skingre lyde af sporarbejde. Kun den kvalmende stilhed.”

Sådan kobles vi på den danske kvinde Harriets historie, i Kirsten Thorups seneste, og aldeles fremragende roman Indtil vanvid, indtil døden.

Det er under Anden Verdenskrig. Harriet har mistet sin mand Gerhard – skudt ned over sovjetisk territorium, hvor han som pilot kæmpede på nazisternes side mod kommunisterne. For at dulme sin sorg, i et ønske om at handle, at gøre noget, efterlader Harriet sine to drenge på et børnehjem og tager på rekreation i München – inviteret af Klaus, en af Gerhards flyveofficerskammerater, og hans danske kone Gudrun. 

I München bor hun hos ægteparret i deres pragtvilla. De tilhører den nazistiske overklasse og lever overdådigt. Klaus er generalløjtnant i Luftwaffe, Gudrun er hjemmegående, mens Thor, deres søn, formes til en god nazist i børnehaven.

Men i takt med at tyske soldater vender sårede hjem fra fronterne – og den nazistiske elite pludselig heller ikke kan vide sig sikker i et Nazityskland i krig – begynder virkeligheden at mase sig på og trænge ind gennem sprækkerne, til det hele ryster og summer med en urovækkende resonans.

Kirsten Thorup har i Indtil vanvid, indtil døden, skrevet et hæsblæsende, tætpakket godstog af en roman. Man halser igennem, som er man bange for at komme for sent til slutningen. En sprogligt sprudlende fortælling om kærlighedens og krigens galskab.

6. Hanya Yanagihara: Folket i træerne

Hanya Yanagiharas debutroman er en medrivende, yderst velskrevet og dybt foruroligende rejse ind i vildnisset.

Folket i træerne er fortællingen om Norton Perina, der i 1950 inviteres med på en antropologisk ekspedition til den uudforskede mikronesiske ø, Ivu’iyu. Den næsten færdiguddannede læge skal sammen med to antropologer opspore folket i træerne – de indfødte, hvis levetid, efter sigende, langt overstiger det almindelige blandt mennesker.

Ekspeditionen lykkes, og Norton finder nøglen til, hvad der kan ligne evig ungdom i kødet af Opa’ivu’eke, en sjælden skildpaddeart. I nattens mulm og mørke finder han skildpaddesøen, slår en Opa’ivu’eke ihjel, og smugler kødet med sig hjem til USA. Resultaterne af Nortons undersøgelser gør ham verdenskendt. Men opdagelsen skal vise sig at have ødelæggende konsekvenser for U’ivu-øerne og de indfødte. Og hvad med børnene? Børnene som Norton i de næste mange år tager med sig hjem fra Ivu’Iyu. Hvad er deres historie? 

Folket i træerne er en tankevækkende og godt skruet sammen historie, skrevet med vid og bid, som særligt lyser op, når Hanya Yanagihara på den fiktive ø, Ivu’Iyu, giver fantasien frit løb:

Det var i denne stilhed, at tingesten faldt ned fra himmelen: Noget vådt og tungt landede med et smattet, effektfuldt slask, som et stykke råt kød, der rammer et andet fra stor højde […] Den var afskyvækkende fallisk i sin form, omkring 45 centimeter lang og på tykkelse med en aubergine og med den samme sødladne, spædbarnslyserøde farve, som man ellers forbinder med tropiske solnedgange. Men det, der for alvor gjorde den til noget særligt, var, at den bevægede sig – noget fik det tynde, glatte skind til at duve og op og ned i små bølger i hele dens længde.

Hanya Yanagihara (f. 1974) kom på alles læber i den litterære verden, da hun for fem år siden udgav den anmelderroste publikumssucces Et lille liv. Folket i træerne, som udkom i 2013, var hendes debut som romanforfatter.

5. Albert Camus: Pesten

”Plager som denne vedrører jo alle, men man har svært ved at tro det, når de pludselig rammer én selv. Der har været lige så mange tilfælde af pest i verden som krige. Alligevel er folk lige så uforberedt på pest som på krig.”

Ordene kan virke som møntet på vores egen corona-tid, hvor alle render rundt uden rigtig at vide, hvad der er op og ned – en samfundsmæssig krise vi set gennem ”sygekassebrillerne”, lykkeligvis, har været sparet for i ét hundrede år. Og mon ikke denne uforberedthed er årsagen til, at så mange skuer bagud i tiden, søger efter noget vi i mangel på bedre, som samfund og individ, kan spejle vores corona-tid i?

Blandt de bøger vi på biblioteket tydeligt kan se har gennemgået en renæssance under ”corona”, er Pesten af den franske filosof og forfatter Albert Camus. Handlingen udspiller sig i Oran – en fiktiv kystby i det nordlige Algeriet – der pludselig rammes af pest. I den følgende frygtelige tid følger vi lægen Rieux, og nogle sammensvorne, i deres utrættelige kamp mod pesten. Byen lukkes ned, byporten forsegles, der indføres karantæne, syge isoleres, andre går i selvisolation – diskussioner opstår om hvorvidt arrangementer og højtider bør afholdes (Kan man afholde en gudstjeneste under disse forhold? Ja, hvis ikke en gudstjeneste, hvad så?).

Pesten er i selv en fremragende roman, der alene i sin beskrivelse af menneskets ageren under tragiske omstændigheder, fortjener at blive læst. At dens aktualitet bunder i en samfundsmæssig krise, er naturligvis uheldigt. Men indtil de første corona-romaner kommer ud – i ventetiden kan vi (gen)læse Kirsten Thorups fremragende digt: Nutid – er Pesten måske den roman, der bedre end nogen anden giver os et indblik i, hvordan vi som samfund og individ reagerer eller ikke-reagerer eller vælger ikke at reagere, når krisen – epidemien – rammer.

4. S. Yizhar: Khirbet Khizeh

Erindringsromanen, Khirbet Khizeh, er en på mange måder simpel fortælling. En enkelt dag i en ung mands liv. Men mørket skjuler sandheden, for i takt med solens opstigning på himlen, løftes sløret for hvilke konsekvenser dage som denne på sigt vil få for hundredtusindvis af mennesker.

Vi nærmer os slutningen af den første arabisk-israelske krig. En deling israelske soldater gør sig klar til at indtage landsbyen, Khirbet Khizeh, og rømme byen for dens beboere. Stemningen blandt soldaterne er underligt distanceret, til tider skødesløst munter. Endnu en dag på jobbet – platte vittigheder for at slå tiden ihjel.

Mens soldaterne fjerner landsbyboerne fra deres hjem – genner dem sammen i grupper, klar til at transportere dem væk på ladene af lastvogne, som var de kvæg – koger jeg-fortællerens hoved over med tvivl og spørgsmål: Om han med denne, og lignende aktioner, bidrager til et tvunget masse-eksil, i lighed med det, der bragte de europæiske jøder til Palæstina? Om han stadig, når alt dette er tilendebragt, med rette kan kalde dette land, denne jord, for sit hjem?

Khirbet Khizeh bygger på den afdøde forfatter og politiker S. Yizhars egne oplevelser som soldat i den første arabisk-israelske krig – hvor over en halv million palæstinensere blev fordrevet af jøderne. Det er barsk og tankevækkende læsning, en af de bøger der sætter sig fast i en. Men det er samtidig en lyrisk perle, som fortjener at blive lukket ud af sin i Danmark skjulte østerstilværelse. 

3. Jesmyn Ward - Syng, levende og døde, syng

Syng, levende og døde, syng – og det gør de. Både de levende og de døde har i Jesmyn Wards verden magt til at besynge og begræde.

Det er Jojo og hans mor, Leonie, som fortæller. Om livet i Bois Sauvage, det landlige Mississippi nær kysten, hvor de sammen med Jojos lillesøster Kayla, bor hos Leonies forældre (Pop og Mam).

Historien begynder på Jojos 13 års fødselsdag, hvor Jojo hjælper Pop med at slagte en ged – vi er i det 21. århundrede, men livet blandt de sorte i Mississippis afkroge løber som en flod tidløst af sted. Pop og Mam – der nu er sengeliggende, fordi hun har kræft – tager sig af børnebørnene.

Leonie er en flygtig skikkelse i børnenes liv. Ønsket om at være en god og kærlig mor overskygges af et tilbagevendende stofmisbrug og af kærligheden til børnenes far, Michael. Han er hvid, og var ven med ham, der slog Given ihjel – Leonies storebror, der stadig hjemsøger og trøster hende i syner, når hun er skæv.

Michael sidder i Parchman-fængslet, men skal nu løslades. I et anfald af befippet moderkærlighed beslutter Leonie at de alle sammen, hende og børnene, skal køre op og hente ham i fængslet – én stor familie. I Parchman samler de en ekstra passager op, Richie, som nu også lægger stemme til fortællingen.

Richie er et spøgelse, en hvileløs sjæl, som det kun er børnene, der kan se. Richie døde i Parchman for over et halvt århundrede siden, hvor han lærte Pop at kende, Pop, som var involveret i Richies død. Hvorfor? er det spørgsmål den hvileløse sjæl lige siden har kæmpet med   – årsagen til, at han sætter sig ind i bilen, krøbet sammen for fødderne af Jojo, for sammen med familien at tage tilbage og finde Rivers, og finde svar.

Syng levende og døde syng, er en barsk og rørende, men også varm og medrivende fortælling om kærlighed og svigt, håb og le mystère – en skæbnesvanger sang om vold og tilgivelse. Det er et blik ind i skæbner på samfundets rand, arret af sociale skel, og det racehad,  der i generationer, selv i dag, gennemsyrer og dikterer sortes liv i det sydlige USA.

2. Adolfo Bioy Casares: Morels opfindelse

”Det synes mig hverken at være lemfældigt eller en overdrivelse at kalde romanen perfekt.”

– Jorge Luis Borges.

Det er store ord Morels opfindelse får med på vejen af en af Latinamerikas allerstørste forfattere. Nuvel, Casares og Borges var venner, men langt hen ad vejen er jeg tilbøjelig til at give ham ret. 

En unavngiven mand flygter over hals og hoved, væk fra sine forfølgere, og den uretfærdige straf, der venter ham ifald han bliver fanget. Nu befinder han sig på en lille forladt ø – med en svømmepøl, et museum og et kapel – der umiddelbart kan virke som det perfekte gemmested:

”Hverken de kinesiske pirater eller Rockefeller instituttets hvidmalede båd lægger til ved øen. Den er arnested for en sygdom, der er omgærdet af mystik, og som trænger ind i kroppen og slår én ihjel. Neglene falder af, håret ligeså, huden og hornhinderne dør, og kroppen overlever i otte, måske femten dage.” 

Men pludselig en dag dukker de op, ”sommerferiegæsterne”, som bosætter sig i museet, og tvinger vores hovedperson til at gemme sig i lavlandet, hvor tidevandet hele tiden truer med at drukne ham i søvne. Nysgerrigheden – ensomheden? – overmander ham dog til sidst, og i tykningens skjul begynder han at udspionere disse underlige fremmede, klædt i tøj, der virker en smule gammeldags.

Men hvem er disse nytilkomne? Er de del af et større komplot udtænkt af hans forfølgere? Og hvorfor lader det til, at de ikke kan se ham – ser igennem ham, som er han usynlig? Blandt sommerferiegæsterne er der en kvinde, Faustine, der på trods af den første antipati, pludselig vækker følelser i manden, der tvinger ham til at handle. 

Morels opfindelse er en fantastisk, skæv, nærmest syret lille roman, der på samme tid er spændende og tankevækkende. En lille filosofisk rejse ind i hovedet på en mand, hvis tilstand vi hele tiden betvivler.

1. Svend Åge Madsen: Fremtidsspejl

Svend Åge Madsen har skrevet, ja, en ægte Svend Åge Madsen – en fortælling som foregår i en nær post-corona fremtid om at se ind i fremtiden.

Det utrolige sker. På samme dag. Uafhængigt af hinanden. Sverre Jun møder måske-pigen i hans liv. To gange. Den ene efter den anden. Irene står bag disken i bagerbutikken, smiler sit stille smil, mørk og mild. Juanna sælger billetter i biografen, sprudlende, lys og lattermild. Men hvad i alverden skal Sverre Jun stille op med sin synkronaffektion?

”Juanna ville have løst det ved at gå i split screen. han måtte nøjes med at putte det i sin split brain.”

Som kronofysiker dukker svaret hurtigt op. Sverre Jun vil fremstille en algoritme der skal hjælpe ham med at vælge

– ”en fremtidsapp der viser hvordan mennesker ser ud om nogen tid […] En slags fremtidsspejl.”

Bogen foregår mestendels i den lille jyske by Nøjrup – et fristed, hvor pligtarbejde og betaling hører fortiden til, og hvor Svend Åge Madsen rigt udnytter sin evne til at male farverige persongallerier. Fremtidspejl er en på samme tid helt utrolig sjov og alvorligt tankevækkende roman – en kringlet fortælling, men vidunderligt kringlet, der trækker trådene tilbage til Svend Åge Madsens tidligere forfatterskab.

Summa summarum: Til alle dem, der elsker Svend Åge Madsens forfatterskab – velkommen hjem. Til alle jer, der endnu har en Danmarks største nulevende forfattere til gode – døren står åben – akkurat som i Nøjrup.