Dyk ned i Vogue eller The Economist direkte fra sommerhuset

Bibliotekerne giver dig gratis adgang til magasiner fra hele verden.

Få sommerens læse-fix serveret direkte ved morgenbordet. Log på biblioteket og få adgang til The New Yorker, Vanity Fair, Wired og tusindvis af andre magasiner helt gratis via RBdigital.

Mere end 350 danske og internationale magasiner er kun et klik væk via magasin-databasen RBdigital. Du kan få adgang direkte på din smartphone, tablet eller computer og det kræver bare, at du er oprettet som låner på biblioteket og desuden er bosat i kommunen.

Sådan opretter du dig

Under RBdigital finder du en vejledning til, hvordan du opretter dig. Vær tålmodig – når du først har klaret oprettelse og login, bliver det ganske nemt!

Du kan hente og fremover anvende den gratis app RBdigital til iOS og Android, som efter første login vil huske dine oplysninger, så du i fremtiden ikke behøver at logge ind hver gang. Med et klik på appen på din smartphone eller tablet er et hav af magasiner nu tilgængelige for dig.

Den nyeste udgave af et magasin udkommer på RBdigital samtidig med den trykte version. Du kan også få en mail, når en ny udgave af dit favoritmagasin er udkommet. Og du kan læse lige så mange magasiner, du har lyst til – der er ikke et loft på antallet af udlån.

Med RBdigital får du også gratis adgang til engelsksprogede lydbøger og e-bøger. Under menuen ”Books” i appen kan du se, hvilke bøger der er tilgængelige i øjeblikket.

Materialer